Dobbelt nordjysk hockeynedtur

Foto: Iben Hedemann

Både Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates tabte fredagens opgør i Metalligaen.

Fredag aften var begge de nordjyske ishockey-mandskaber Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks i aktion mod henholdsvis Herning Blue Fox og Gentofte Stars, og i begge tilfælde endte det med nederlag til de nordjyske hold.

Foran flere end 1900 tilskuere tabte Pirates hjemme i Gigantium med 4-1 til Blue Fox. Nede 4-0 stod Sebastian Fakt for piraternes enlige scoring. I Gentofte blev det noget mere tæt. Colin Vock og Marcus Olsson stod for udeholdets to scoringer, der sikrede 2-2 i ordinær spilletid. I overtid trak Gentofte det længste strå, da Yannick Vedel sendte pucken i mål og sikrede en 3-2-sejr.

Aalborg Pirates får mulighed for at revanchere sig allerede søndag, når de gæster Blue Fox i Herning. White Hawks må vente lidt længere på deres chance for revanche, da de først tirsdag får Gentofte Stars på besøg hjemme i Scanel Hoceky Arena.

Flere nyheder fra TV2 Nord