Dobbelt nordjysk triumf i pokalen

Både FC Thy - Thisted Q og Fortuna Hjørring spillede i dag efterårets sidste kamp. Begge hold er klar til semifinalen i Sydbank Kvindepokalen.

Hele to nordjyske fodboldhold overvintrer i top-4 i Gjensidige Kvindeligaen.

Før den står på en velfortjent vinterpause, skulle både FC Thy - Thisted Q og Fortuna Hjørring dog forsøge også at spille sig blandt de sidste fire hold i pokalturneringen.

Thyboerne var taget en tur til Fyn for at møde Odense Q.

Efter at være kommet bagud 0-1 til hjemmeholdet, trådte FC Thy - Thisted Q i karakter og i særdeleshed Sarah Dyrehauge Hansen. 

Med tre mål på bare otte minutter af netop Sarah Dyrehauge Hansen samt endnu en scoring kunne thyboerne gå til pause med en komfortabel føring.

Anden halvleg bød på en scoring til begge mandskaber, og med sejren på 5-2 er FC Thy - Thisted Q klar til pokalsemifinalen i foråret. 

Det er første gang at klubben har præsteret et spille sig i semifinalen, og det er med klubbens egne ord en afslutning med manér på et helt forrygende efterår.

Topholdet

De forsvarende pokalvindere fra Fortuna Hjørring tog hjemme imod VSK Aarhus. 

Her var der tale om et opgør mellem ligaens øjeblikkelige førerhold i form af nordjyderne, og ligaens nummer fem, aarhusianerne.

Fortuna viste styrke fra start og førte med 2-0 efter 23 minutters spil. 

Den stilling holdt indtil anden halvleg, hvor begge mandskaber fik nettet til at blafre en gang hver.

Emma Strøm Snerle blev dobbelt målscorer i 3-1 triumfen. 

Fortuna Hjørring betegner deres efterårssæson som fantastisk, og til foråret gælder det titelforsvaret af pokalen samt ligaen, hvor holdet skal forsøge at vinde mesterskabet tilbage fra Brøndby. 

Fortuna Hjørring er færdige i dette års Champions League efter et samlet nederlag på 11-0 til de forsvarende mestre, franske Olympique Lyonnais. 


Seneste nyt

fra Nordjylland