Dobbelt prisvinder: Forsker tæller revner i vindmøller

En ung forsker fra Aalborg Universitet har fundet en ny metode til at tælle revner i vindmøllevinger. Det har indbragt ham en pris, og det er intet mindre end anden gang den ph. d.-studerende får anerkendelse for sit arbejde.

Jens Glud er 25 år, ph. d.-studerende ved Aalborg Universitet og har netop vundet en international konkurrence. Her blev excellente unge forskere, anerkendt for deres arbejde inden for mekanik.

- Udover at det selvfølgelig altid er rart at få anerkendelse for mit arbejde, kan prisen forhåbentlig være med til at hjælpe, når der i fremtiden skal hentes forskningsmidler hjem til instituttet og til projekter, jeg er med til at starte, siger Jens Glud.

Vindmøllevinger består hovedsageligt af det, der kaldes glasfiberkompositter. Jens Glud har fundet frem til en ny og effektiv metode til at tælle de hundredevis af revner, der opstår i det materiale.

- Glasfiberkomposit er et relativt nyt materiale, og vi mangler stadig meget viden, før materialet kan udnyttes optimalt. Trenden indenfor vindmøller er at opskalere længden af vingerne for bedre at kunne konkurrere med konventionelle energiformer baseret på kul og gas. Hvis det fortsat skal være muligt, er det nødvendigt at udnytte glasfibermaterialet mere effektivt, da vingerne ellers bliver for tunge og kollapser under deres egen vægt og vindens påvirkninger, forklarer Jens Glud.

Det er altså den den nordjyske forskers anden pris, for tilbage i April vandt han en anden ung-forsker pris for projektet.

Flere nyheder fra TV2 Nord