Døde efter unødvendig kemobehandling

En 57-årig mand døde efter behandling med kemoterapi på Aalborg Sygehus. Ifølge en uvildig overlægeerklæring skulle manden aldrig have været behandlet.

Den 54-årige Birthe Rasmussen fra Elling er vred og skuffet over Aalborg Sygehus, som fralægger sig ansvaret for hendes mands død, selv om Patientforsikringen har udbetalt erstatning. Det siger hun til P4 Nordjylland.

Sygehuset og regionens holdning kan ende med at koste enken hendes erstatning.

Den 57-årige Fritz Rasmussen døde i 2007 efter behandling på Aalborg Sygehus. Ifølge en uvildig overlægeerklæring fra Odense Universitetshospital døde Fritz Rasmussen efter behandling med kemoterapi, som han aldrig skulle have haft. Kemoterapien blev
sat i gang, uden at lægerne havde en sikker diagnose på cancer, baseret på vævsprøver. Ifølge overlægen påførte kemoterapien manden hjerteproblemer og senere svær infektion og forstadium til leukæmi, hvorefter han døde.

Ifølge overlægen fra Odense levede lægerne fra Aalborg ikke op til bedste specialiststandard.

Fritz Rasmussens 54-årige enke har fået 156.000 kroner fra Patientforsikringen i erstatning.

Men Region Nordjylland har anket Patientforsikringens
afgørelse til Patientskadeankenævnet, som nu behandler sagen.

Sygehusdirektør i Region Nordjylland, Per Christiansen,
forklarer anken med, at sagen er principiel, fordi lægerne fra Aalborg Sygehus efter regionens opfattelse har levet op til bedste specialiststandard.

Birthe Rasmussen vil klage hele vejen, hvis Patientskadeankenævnet giver regionen ret, og hun derfor må betale pengene tilbage. Hun vil i givet fald indbringe sagen for domstolene og forsøge at få Retslægerådets lægelige vurdering af, om hendes mand blev fejlbehandlet.

- Ingen har handlet i ond vilje, men jeg synes, sygehuset skylder mig en ordentlig forklaring på, hvordan det alligevel kunne gå så galt, siger Birthe Rasmussen.


Seneste nyt

fra Nordjylland