Døde heste brugt som hunde- og kattefoder

En ældre landmand på Løgstør-egnen har skudt flere af sine shetlands-ponyer for at bruge dem som hunde- og kattefoder. En dyreværnsforening er fortørnet og har anmeldt hesteejeren til politiet, som nu vil undersøge om der er foregået noget ulovligt.

Gennem den seneste tid har en snart 88-årig hesteejer, Ejnar Østergaard Andersen, skudt tre shetlandsponyer med en boltpistol, hvorefter han skåret halsen over på dem, og ladet dem ligge mellem nogle træer.

- Hver dag skærer jeg en luns af en af de døde heste, og giver den til mine mange katte på høloftet eller hunden, siger Ejnar Østergaard Andersen til TV2/NORD.

Den ældre hesteejer har flere end 50 islandske heste og shetlandsponyer, som han sat til salg - i blandt andet Gul og Gratis - , men ingen vil rigtig betale noget særligt for dem. At få dem destrueret koster også, så derfor bliver nogen af dem nu brugt til hunde- og kattefoder.

I dyreværnsforeningen Nyt Hesteliv er man oprørt.

- Det er ulækkert, og det er makabert, at bruge døde heste på den her måde, siger Janne Junker, der er formand for Nyt Hesteliv.

Folk fra Nyt Hesteliv har for få dage siden været på gården nær Ranum, hvor de fandt to hesteskeletter og en død pony i forrådnelse.
Foreningen har nu anmeldt hesteejeren til Nordjyllands Politi, som også har været ude at se på forholdene, men om der er tale om en lovovertrædelse, har ordensmagten endnu ikke taget stilling til. Det ventes afklaret i løbet af de næste par dage.

- Jeg mener bestemt, at det er lovligt det jeg har gjort. Jeg kan ikke se hvorfor det ikke skulle være det, siger Ejnar Østergaard Andersen.

Alle de tilbageværende heste beskriver politiet som værende i godt kuld, og man har ikke fundet det nødvendigt at tilkalde en dyrlæge.


Seneste nyt

fra Nordjylland