Død mand i Skagen: Obduktion viser ingen tegn på forbrydelse

Tilsyneladende er den 52-årige mand, der blev fundet død i en have i Skagen torsdag aften, ikke blevet udsat for en forbrydelse.

Den 52-årige mand, der torsdag aften blev død i en have på Mjølnersvej i Skagen, er fredag formiddag blevet obduceret. Og de første meldinger herfra lyder på, at der ikke findes tegn på, at manden er blevet udsat for en forbrydelse.

Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Henrik Beck.

- Det er den første melding, ja, men obduktionen er ikke helt færdig endnu, så vi afventer det endelige resultat, siger vagtchefen.

Den livløse mand blev anmeldt til politiet torsdag aften klokken 19.35, og da det ikke umiddelbart var til at  sige, hvordan manden var omkommet, betragtede politiet derfor dødsfaldet som mistænkeligt.

Siden har haven på Mjølnersvej været afspærret og bevogtet af både hjemmeværn og politi.


Seneste nyt

fra Nordjylland