Dødsulykke: Motorcykler og bil stødt sammen på Aalborgvej

En person er død ved et færdselsuheld på Aalborgvej fredag eftermiddag.

Først på eftermiddagen fredag er to motorcyklister og en bilist stødt sammen på rute 187, Aalborgvej, ikke langt fra Sønderholm. Ifølge Nordjyllands Politi er en person død ved ulykken, mens en anden er kommet alvorligt til skade.

- Ulykken sker, da en 40-årig kvindelig bilist fra Svenstrup for sent opdager, at bilen foran hende er bremset op for at svinge til venstre. Så for at undvige kommer hun over i den modsatte vejbane, og her kører hun frontalt sammen med en motorcyklist, der kommer imod hende, siger Michael Elkjær, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Ulykken skete klokken 12.50, og flere patruljevogne og ambulancer rykkede ud til ulykkesstedet. Hovedvejen blev spærret i lidt over en time, mens rednings- og oprydningsarbejdet stod på.

 
 
Foto: Amalie Lindeburg Jørgensen

En anden motorcyklist væltede også under uheldet, men slap med mindre skrammer, mens tre andre motorcyklister slap uden om sammenstødet.

Den afdøde er blevet identificeret, og de pårørende er ved at få besked, oplyser vagtchefen. Derfor vil politiet på nuværende tidspunkt ikke oplyse køn eller alder på vedkommende. 

 
 
Foto: Amalie Lindeburg Jørgensen

 


Seneste nyt

fra Nordjylland