Døveskole er lukningstruet

Nordjyllands eneste højtspecialiserede skole for døve og døvblinde er i fare for at lukke. Antallet af elever er faldet drastisk i de seneste år.

I 65 år har døve med de sværeste udfordringer fået undervisning på tegnsprog her på Center for Døvblindhed og Høretab i Aalborg, men det kan snart være slut.

- Hvis ikke vi får opbygget et elevgrundlag de næste halvandet år, så lukker vi, siger Line Rishøj, der er afdelingsleder for skoletilbuddet på Center for Døvblindhed og Høretab.

I daglig tale bliver skolen kaldt CDH. For ti år siden havde den 46 elever. I dag er der 15, og om halvandet år vil elevtallet være under ti.

quote Jeg ser bare at der er nogle børn, der har brug for det tilbud vi har. Jeg bliver bekymret for, hvad der skal blive af dem, hvis vi lukker.

Line Rishøj, Afdelingsleder, Center for Døvblindhed og Høretab

- Der er ikke grundlag for at holde liv i et skoletilbud med under ti elever. Det er ikke fagligt forsvarligt med så få elever og økonomisk kan vi heller ikke få enderne til at nå sammen, siger Line Rishøj.

At elevtallet falder skyldes delvist en positiv teknologisk udvikling. Mange døve børn får i dag indopereret et cochlear-implantat. Det er et avanceret høreapparat, der giver mennesker med svær hørenedsættelse og døve mulighed for at opfatte lyd. Det betyder at der i dag er færre døve der har brug for et højtspecialiseret skoletilbud.

Line Rishøj mener dog også at faldet i elevtallet skyldes at de nordjyske kommunerne i dag laver deres egne tilbud til målgruppen, og derfor ikke bruger det højtspecialiserede tilbud, så meget som de har gjort. Kommunernes egenbetaling er steget. I dag koster en elevplads på CDH op til 680.000 kroner om året.

Dyrt tilbud

De nordjyske kommuner har kritiseret CDH for at være for dyrt. Jammerbugt Kommunes borgmester Mogens Gade (Venstre), der også er formand for de nordjyske kommuners kontaktråd bekræfter kommuner i dag i højere grad laver deres egne tilbud til døve.

- Det kan der godt være noget om. Der har været en høj grad af hjemtagelse til kommunerne. Vi skal bare passe på at det ikke betyder at vi kommer til at miste det meget specialiserede tilbud, siger Mogens Gade.

Region Nordjylland og de 11 nordjyske kommuner er tidligere gået sammen om at redde Taleinstituttet i Aalborg, der også var lukningstruet på grund af dalende elevtal. Mogens Gade forudser at det kan være nødvendigt at gå sammen om at redde Center for Døvblindhed og Høretab også. Men skolen må også oppe sig selv, mener Mogens Gade.

- Hvis det her skal hænge sammen, så må skolen også gøre noget selv. De skal effektivisere og se på om de kan udbyde noget der er anderledes end det de gør i dag, siger Mogens Gade.

Det er Region Nordjylland, der driver CDH. Udvalget for det Specialiserede Område i Region Nordjylland har netop drøftet hvad man kan gøre for at redde skolen. For der selvom der i dag er døve børn, der kan klare sig i et kommunalt tilbud, så er der stadig en gruppe, der har brug for den højeste ekspertise, som en lille kommune ikke vil være i stand til at yde selv.

quote Hvis det her skal hænge sammen, så må skolen også gøre noget selv. De skal effektivisere og se på om de kan udbyde noget der er anderledes end det de gør i dag.

Mogens Gade (Venstre), formand, Kommunernes Kontaktråd

- Gruppen, der har brug for det her specialiserede tilbud, bliver mindre, så nu står vi tilbage med en lille gruppe der virkelig virkelig har brug for hjælp. Hvis ikke der er et tilbud til dem, så kommer de til at være tilskuere til deres eget liv, og har ingen udviklingsmuligheder overhovedet. Så selvfølgelig skal der være et tilbud til dem, siger Kristoffer Hjort Storm (Dansk Folkeparti), der indtil nytår er formand for Udvalget for det Specialiserede Område i Region Nordjylland.

Hvis kommunerne skal bruge skolen mere, så kræver de at taksterne bliver sat ned og de vil have nye tilbud såsom undervisning over skype, og det er centeret gået med til.

- De ydelser kan vi kun tilbyde så længe vi har undervisning her også. Fo den faglighed som de ydelser bygger på den får vi jo fra vores daglige undervisningsmiljø her på CDH, siger Line Rishøj.

Der er ikke nogen skoler i Nordjylland der har den samme ekspertise på døveområdet som skolen i Aalborg. Line Rishøj frygter at den specialiserede viden går tabt hvis skolen lukker.

- Jeg ser bare at der er nogle børn, der har brug for det tilbud vi har. Jeg bliver bekymret for, hvad der skal blive af dem, hvis vi lukker, siger Line Rishøj.

I torsdagens udgave af TV2 Nords aktualitetsmagasin Fokus, blev sagen diskuteret. Du kan se programmet her.

 

 

 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland