DOF: Generende bymåger kan stadig fjernes

Selvom mågerne fredes, så ændrer det intet ved kommunernes muligheder for at få lov at skyde generende bymåger.

Selvom Vildtforvaltningsrådet foreslår de store måger fredet og den nuværende jagttid i efteråret fjernet, vil det på ingen måde ændre mulighederne for at regulere på bestanden af de måger, der generer mange mennesker inde i byerne.

Det slår Dansk Ornitologisk Forening (DOF) fast.

- Kommunerne vil fortsat som nu kunne søge Naturstyrelsen om tilladelse til at skyde måger, der giver problemer ud fra reglerne om vildtskader. Det sker der ingen ændring i, siger formanden for DOF, Christian Hjorth.

- Vildtforvaltningsrådet piller med sin indstilling til miljøministeren slet ikke ved mulighederne for fortsat at kunne søge tilladelse til at regulere måger i byerne. Det er fortsat en sag mellem kommuner og Naturstyrelsen, som vi ikke blander os i, siger Hjorth.

Han peger på, at forslaget fra Vildtforvaltningsrådet alene har til formål at sætte en stopper for almindelig jagt på måger, som, han mener, tiden er løbet fra.

- Det er det sidste hjørne, hvor vi mangler at bringe jagtreglerne op til moderne tid og sætte en stopper for en jagt, der, i modsætning til al anden jagt, jo ikke har til formål at skyde noget, som man efterfølgende spiser.

- For måger spiser man jo ikke. Dem smider man væk, og det er uetisk, siger Christian Hjorth.

Han mener også, at mange af de tusinde måger, der skydes hvert år på den konto, ikke er til gene og slet ikke inde i byerne. Det er snarere trækmåger i modsætning til de mere bofaste mågekolonier, der plager beboere i mange havnebyer om sommeren.

Endvidere er det ifølge DOF svært at kende de unge måger fra hinanden. Der optræder fem arter af større måger i Danmark i jagttiden. To af de arter er allerede fredet, men jægerne kan slet kende arterne fra hinanden, specielt de unge fugle. mener DOF.

Hidtil har der været jagttid på måger fra 1. september til 31. januar, når ynglesæsonen er slut. Hvis miljøminister Ida Auken (SF) blåstempler forliget i Vildtforvaltningsrådet, er det slut med det.

Men det vil altså fortsat som nu være mulighed for at søge om tilladelse til at skyde generende måger væk efter en særlig tilladelse fra Naturstyrelsen. Såsom at mågerne larmer så meget, at man ikke kan sove.


Seneste nyt

fra Nordjylland