Dømt for børneporno: Samarit udnytter hul i loven

36-årig mand har i flere år været samarit for børn, selvom han tidligere er dømt for besiddelse af børneporno.

En 36-årig mand fra Aalborg har i flere år arbejdet uforstyrret som samarit for børn, selvom han tidligere er dømt for besiddelse af børneporno, og nu er han igen tiltalt for det samme.

I 2012 blev samaritten fra Aalborg dømt for besiddelse af en stor mængde børneporno. Han havde dengang mere end 1000 billeder og 40 timers videofilm med børneporno på sin computer. Han afsonede tre måneders ubetinget fængsel, efter han tilstod og blev dømt.

Lige siden har han uforstyrret genoptaget sit arbejde som samarit. Samaritter skal nemlig ikke have en børneattest. Det bekræfter Sundhedsministeriet over for TV2/Nord.

En af dem, der har hyret samaritten fra Aalborg er Storvorde BMX Klub. Her står ledere og trænere tilbage med et chok. De havde fuld tillid til den 36-årige mand, da han sidste år var samarit ved et børnestævne i klubben.

- Det har jeg det dårligt med. Vi ønsker jo ikke at have folk, der er dømt for børneporno her i klubben, siger Torben Esbensen, der er formand i BMX Klubben.

Manden er selv korpsleder, og har de seneste to år været hyret til adskillige idrætsstævner og koncerter i hele Nordjylland. Blandt andet stod han for førstehjælpen ved et triatlonstævne sidste sommer, ligesom han for en måned siden stod for et børne-motocrossarrangement i Sindal. Ifølge korpsets hjemmeside er han også booket som samarit ved et løb for kræftramte børn til september.

Nu er han altså igen tiltalt for besiddelse af børneporno i en sag, hvor der falder dom den 3. september.

- Vi skal jo have en børneattest på alle i klubben. Det får vi lavet en gang om året. Jeg kan ikke forstå, at han ikke skal have det. Slet ikke, når de kan risikere at have noget med børn at gøre, slutter formanden for BMX Klubben.

Se mere om sagen i TV2/Nord i aften kl. 20.30.


Seneste nyt

fra Nordjylland