Dømt for kopiknive (Opd.)

En nordjysk forretningsmand er mandag i Aalborg Byret blevet idømt en bøde på 50.000 kroner for at have importeret kinesiske knive, der mindede for meget om Global-knive.

Samtidig med bøden på 50.000 kr. skal forretningsmandens parti på knap 9.000 knive konfiskeres. Problemet er bare, at politiet ikke ved, hvor knivene er. De blev importeret tilbage i 2005, så formentligt kan knivene være blevet solgt i mellemtiden.

- Nu vil jeg lige ind og læse dommens øvrige præmisser, før jeg kan sige så meget, men jeg er tilfreds med, at der er sket domfældelse, siger Torben Kaufmann, der er politianklager til tv2nord.dk.

Den dømte var ikke til stede i retten, men har nu 14 dage til at overveje at anke sagen til Landsretten. Ligeledes skal statsadvokaten afgøre, om anklagemyndigheden vil anke dommen.

I sin afgørelse lagde retten vægt på et vidneudsagn fra en kvindelig indkøber, der i 2005 var ansat i den dømtes virksomhed. Kvinden forklarede, at forretningsmanden bestemte præcis, hvad der blev købt ind, og at de inden importen af de kinesiske knive havde snakket om, at knivene til forveksling lignede Globalknivene fra Rosendahl.


Seneste nyt

fra Nordjylland