Donation sikrer bedre behandling af rygsmerter

Stort projekt skal medføre bedre behandling af rygsmerter i almen praksis i Nordjylland.

Et nyt forskningsprojekt skal undersøge, hvordan man effektivt kan få indarbejdet retningslinjer for behandling af patienter med rygsmerter hos de alment praktiserende læger i Nordjylland.

Lederen for Forskningsenheden for Almen Praksis, Martin Bach Jensen, har netop modtaget 1,3 millioner kroner fra TrygFonden til projektet. Donationen udgør dermed over halvdelen af fondsstøtten.

- Den donation gør det ganske enkelt muligt at gennemføre projektet, siger Martin Bach Jensen.

Han forventer, at det vil give patienter med rygsmerter en bedre livskvalitet, når alment praktiserende læger kan udnytte behandlingsmulighederne bedre.

- Lægerne skulle gerne få nogle redskaber og hjælp til at behandle patienterne, så behandlingsniveauet hos de praktiserende læger bliver højnet. Det vil forhåbentlig give rygpatienter et bedre funktionsniveau med færre smerter, siger Martin Bach Jensen.

60 lægeklinikker er tilknyttet projektet, og over det næste års tid vil 1200 patienter blive fulgt med henblik på at vurdere forskelle i behandlingskvaliteten.

- Forhåbentlig er resultaterne så gode, at de øvrige danske regioner kan anvende dem ved de fremtidige udrulninger af nye retningslinjer, siger forskningsleder Martin Bach Jensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland