Drabssigtet far skal mentalundersøges

Foto: RTL

Faren, der er sigtet for at brænde sine to døtre ihjel i en bil uden for Berlin, skal nu mentalundersøges.

Den 40-årige danske mand, der er sigtet for at have dræbt sine to små piger i en bilbrand skal nu mentalundersøges. Det oplyser statsadvokat Ralf Roggenbuck til nordjyske.dk.

- Vi får foretaget en vurdering af mandens mentale tilstand for at finde ud af, om han er egnet til straf, siger han til nordjyske.dk.

Det er blandt andet samtaler med en psykolog og psykiater, der skal munde ud i en vurdering af, om den 40-årige mand er egnet til fængselsstraf, eller om der er tale om sindssyge eller sindssyge i gerningsøjeblikket.

Danskeren er mistænkt for at have sat ild til en bil, der holdt i en skov i udkanten af Berlin, mens hans døtre på henholdsvis ni og ti år sov inde i bilen. Pigerne blev fundet døde i den fuldstændigt udbrændte bil om morgenen den 12. august, efter at et vidne havde ringet til politiet.

I første omgang forlød det fra anklagemyndigheden, at faren ikke var under mistanke, og at han frit kunne rejse hjem. Umiddelbart var der ingen beviser imod hans påstand om en ulykke. Senere viste undersøgelser dog, at der var sovemedicin i pigernes blod.

Desuden rekonstruerede den tyske anklagemyndighed efterfølgende farens påstand om en ulykke ved at sætte en tilsvarende bil i brand. Ifølge politiet var resultaterne i høj grad i modstrid med farens forklaring.

Faren nægter sig skyldig og har tidligere sagt til tysk politi, at branden opstod ved et uheld, og han kunne ikke redde sine piger ud af bilen.

Efterforskningen ventes at vare et par måneder endnu, inden det eventuelt vil munde ud i en tiltale for dobbeltdrab.

/ritzau/

Har du et godt tip?