Drama i Vesthimmerland: Borgmester er inhabil

Foto: TV2/Nord

Borgmester Knud Kristensen har interesse i, at kommunen sælger en bestemt grund, lyder beskyldningen fra medlemmerne af Økonomiudvalget i Vesthimmerlands kommune.

Borgmester Knud Kristensen (K) i Vesthimmerlands kommune har været med til at træffe beslutninger, selvom han er inhabil. Det skriver fem byrådsmedlemmer i Vesthimmerlands kommune i en skrivelse til TV2 Nord. Borgmesteren menes at have forbindelser til et selskab, der har interesse i at bygge på en grund, der er sat til salg af kommunen.

På et møde onsdag eftermiddag valgte de fem medlemmer af økonomiudvalget at afvise en række bud på en grund, hvorpå der i dag er en børnehave. De mener, at hele grundlaget for at sætte grunden til salg, er ugyldig, fordi borgmesteren var inhabil, da beslutningen blev truffet.

Det blev i juni 2015 besluttet, at sætte grunden, hvor Præstegårdsvejens børnehave ligger, til salg. Dette skete på et møde i økonomiudvalget, hvor borgmesteren deltog i mødet.

-I dette møde (i juni 2015, red.) deltog borgmesteren på trods af, at han burde have meddelt Økonomiudvalget, at han havde sådanne forbindelser til det selskab, der havde forespurgt på muligheden for at bygge på grundene, at han var inhabil, hvilket han indrømmede i vort sidste møde, skriver de fem byrådsmedlemmer i en skrivelse til TV2 Nord.

De fem byrådsmedlemmer er Palle Jensen (Soc.Dem.), Uffe Bro (Soc.dem), Per Bisgaard (V), Kirsten Moesgaard (K), Pernille Vigsø Bagge (SF). Per Bech Laursen (V) var ikke tilstede i onsdagens møde, men tilslutter sig de fem byrådsmedlemmers skrivelse. Borgmester Knud Kristensen var ikke tilstede, da økonomiudvalget onsdag eftermiddag valgte at forkaste beslutningen om salget af grunden.

-Det var og er vores opfattelse, at beslutningen om udbud af ejendommene som følge af inhabilitet, ikke er gyldig (?) Det er imidlertid vores opfattelse, at ejendommene ikke igen skal udbydes til salg, førend der finder en afklaring sted om den fremtidige struktur for børnehaverne i Aars, står der i skrivelsen.

Knud Kristensen er klar over, at han er inhabil i sagen om grundsalget. Borgmesteren har et firma med nogle kollegaer, som gav et tilbud om at bygge en butik i Aars for en entreprenør. Mens det står på, gør Knud Kristensen ifølge ham selv det klart for økonomiudvalget, at han er inhabil i forhold til at træffe en beslutningen om sagen. 

Men da Knud Kristensen firma ikke vinder tilbuddet hos entreprenøren, fortsætter Knud Kristensen med at tage del i beslutningerne om grundsalg, da han ikke mener, han er inhabil. Men borgmesteren kan ikke huske, hvornår tilbuddet bliver afvist.

-Det er nogle komplicerede regler. Jeg har siden fundet ud af, at hvis man er nært beslægtet eller noget med nogen at gøre, så kan man være inhabil. Det tænkte jeg ikke over, siger Knud Kristensen.

Derefter havde Knud Kristensen rådført sig med kommunens jurist, der gjorde det klart for borgmesteren, at han stadig kan erklæres for inhabil.

-Det er dog ikke kun mig, der kan erklære mig for inhabil. Det kan økonomiudvalget jo også. Men det har de ikke gjort, siger Knud Kristensen.

Knud Kristensen deltog ikke i onsdagens beslutningen om at forkaste grundsalget. 

 

 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord