Drastisk fald i ansøgninger

Markant fald i ansøgninger til uddannelser til lærer, pædagog og sygeplejerske Færre har i år søgt ind via kvote 2 til de sundhedsfaglige og pædagogiske uddannelser ved den nordjyske professionshøjskole University College Nordjylland.

<b>Færre ansøgninger til kvote 2</b>
Det viser optællingen efter ansøgningsfristen i kvote 2 udløb 15. marts.
Det er især uddannelserne til lærer, pædagog og sygeplejerske, der har modtaget færre ansøgninger.

<b>For tidligt at konkludere</b>
- Det er for tidligt at sige noget om det samlede ansøgertal. Det er først kendt, når der har været ansøgningsfrist i kvote 1 den 5. juli, siger Nils-Georg Lundberg, dekan for de pædagogiske uddannelser ved University College Nordjylland.

- Men hvis tendensen fortsætter med et markant fald i ansøgningen til velfærduddannelserne, så er det et problem for hele samfundet. Så må politikerne og den offentlige sektor tage sig gevaldigt sammen, hvis det danske velfærdssamfund skal bestå. De er nødt til at gøre noget for at gøre jobbene attraktive. For det er ikke uddannelserne, det handler om, mener Nils-Georg Lundberg.

<b>Forskydning i ansøgninger</b>
I kvote 2 er studiepladserne forbeholdt ansøgere, der fx ikke har en gymnasial uddannelse, og ansøgere, der ikke har højt nok gennemsnit til at blive optaget via kvote 1, men som til gengæld har erhvervserfaring eller andre kvalifikationer.
I kvote 1, der først har ansøgningsfrist 5. juli, optages ansøgere alene på baggrund af gennemsnit ved deres gymnasiale uddannelse.

<b>Få Adgangsbegrænsninger</b>
Sidste år havde University College Nordjylland kun adgangsbegrænsning på uddannelserne til fysioterapeut og jordemoder.
På professionshøjskolens seks øvrige uddannelser blev alle ansøgere, der opfyldte adgangskravene, optaget.

<b>Studiepladser nok</b>
Med de små ungdomsårgange er der nemlig studiepladser nok til de kvalificerede ansøgere. Og det får formentlig flere til at vente med at søge til kvote 1, fordi de er rimelig sikre på at komme ind.

- Det er regeringens politik på området, at de unge skal hurtigt i gang med en uddannelse. Mange af dem vil derfor heller ikke have de erfaringer, der tæller ved optagelse via kvote 2, siger Nils-Georg Lundberg, der er dekan for de pædagogiske uddannelser.

- Desuden har vi en fornemmelse af, at mange tror, kvote 2 er afskaffet, fordi der er sket en væsentlig reduktion i kvote 2 på universiteterne. Men det gælder altså ikke vores uddannelser, siger Nils-Georg Lundberg.

<b>God beskæftigelse</b>
I perioder med arbejdsløshed vil der være flere, der fx ikke har en studentereksamen, som vælger at gå i gang med en uddannelse.

- Uddannelser som vores er meget påvirket af beskæftigelsessituationen. I situationer med høj beskæftigelse som nu, hvor det er let at få job, vil der typisk være færre, der søger ind på de mellemlange videregående uddannelser, siger Lene Zakarias.

<b>Negativ medieomtale</b>
Mediernes negative omtale af arbejds- og lønforhold inden for det offentlige påvirker også lysten til at søge ind på uddannelserne til fx lærer og sygeplejerske i negativ retning.

- Og det er ærgerligt, for i de kommende år vil der være rigtig gode muligheder for at få arbejde, siger Nils-Georg Lundberg, der bl.a. nævner den høje aldersprofil for lærere i folkeskolen.

<b>Usikkerhed om læreruddannelsen</b>
Nils-Georg Lundberg mener også, at regeringens ønske om at give universiteterne lov til at uddanne lærere kan spille ind på ansøgertallet til læreruddannelsen. Det har nemlig givet en del debat i medierne om læreruddannelsen.

- De unge kan være usikre på, hvad en læreruddannelse er. Og så venter de måske med at søge til næste år for at se, hvad det bliver til.

<b>Ansøgertal kvote 2, pr. 15. marts.
Ansøgere i alt 2008/2007 (1. prioritet i parentes)

Lærer, Aalborg 94 (60)/168 (92)
Lærer, Hjørring 17 (11)/48 (27)
Pædagog, Aalborg 153 (139)/286 (215)
Pædagog, Hjørring 58 (50)/86 (62)
Natur- og kultur, Hj 5 (4)/8 (7)
Sygeplejerske, Aalb 87 (51)/164 (91)
Sygeplejerske, Hj 35 (18)/60 (34)
Ergoterapeut 50 (20)/62 (22)
Fysioterapeut 321 (104)/379 (113)
Jordemoder 152 (77)/223 (111)
Radiograf 22 (16)/37 (20)</b>

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord