Blød jord i grøften gjorde, at en 14-årig dreng fra Sulsted slap med mindre skader, da han søndag aften sad fastklemt under en traktor efter et uheld.
Drengen var i gang med at rive familiens gårdsplads, da han kom for tæt på grøften.
Traktorens ene side kom ud i den bløde jord, og traktoren endte på hovedet i grøften med den 14-årige under den store maskine.
I følge Nordjyllands Politi var det mirakuløst, at han ikke fik alvorlige skader. Det er formentlig den bløde jord i grøften, der har reddet drengen fra at være kommet alvorligt til skade.
Han blev kørt på Aalborg Sygehus Syd efter både politi og beredskab i fællesskab fik drengen fri under traktoren.