Dreng skal vente i over tre år på behandling

En 8-årig dreng fra Nørager skal vente 3 ½ år på at få en børnepsykiatrisk udredning på Aalborg Psykiatriske Sygehus

Lisbeth Kjærgaard Bæk troede ikke sine egne øjne da hun læste det brev hun fik fra Aalborg Psykiatriske Sygehus. Hendes 8-årige søn Jonas har fået en tid til en samtale den 30. august 2012 klokken 9.

- Jeg tænker det må være løgn. Det kan ikke forekomme i dagens Danmark, at man skal vente 3 ½ år på sådan noget, siger Jonas mor, Lisbeth Kjærgaard Bæk, til TV2/NORD.

Aalborg Psykiatriske Sygehus er kede af brevet, men understreger samtidig, at det ikke kan være anderledes.

Problemet er, at antallet af henvisninger er steget med 58 procent på et år, og kapaciteten er simpelthen ikke stor nok til det antal henvisninger der kommer, siger Per Lund Sørensen, Psykiatridirektør i Region Nordjylland til TV2/NORD.

Lisbeth Kjærgaard Bæk har ikke tålmodighed til at vente. Da hendes søn skal vente mere end 2 måneder har han krav på behandling udenfor regionen, så det får han.

- Der er 5 steder i landet hvor han kan komme hen. De 3 af stederne er på Sjælland, så det er ikke realistisk for mig. Så er der i Vejle og i Silkeborg, og der har jeg fået en tid til maj, fortæller Lisbeth Kjærgaard Bæk.

186 børn og unge venter i øjeblikket på at komme i behandling på Aalborg Psykiatriske Sygehus. Af dem har de 82 ventet mere end 2 måneder.


Seneste nyt

fra Nordjylland