Drenge forsøgte at smugle sig selv til Island

Fem drenge i alderen 13 til 17 år forsøgte natten til lørdag at gemme sig på havnen i Hirtshals i håb om at komme med container til Island.

Fem drenge, der alle er fra Marokko og asylansøgere, forcerede hegn og afspærringer på havnen i Hirtshals natten til lørdag.

Det gjorde de, ifølge politiets oplysninger, fordi de ville ind på havneområdet og gemme sig i en af de containere, der stod på havneområdet, klar til at blive fragtet ombord på en færge. Drengene håbede at kunne komme med Smyril Lines færge til Island.

Men drengenes plan holdt ikke. De blev afsløret via overvågningsbilleder fra kamera på havnen.

Nordjyllands Politi blev kontaktet, og man sendte en hundepatrulje til stedet, og der fandt man de fem drenge gemt i en campingvogn.

Vagtchef hos Nordjyllands Politi, Per Vagn Nielsen, oplyser, at der er tale om tre drenge på 16 år, en på 17 år og en af drengene var bare 13 år. Alle er ankommet til Danmark som uledsagede flygtningebørn og har midlertidig bopæl i Sandholmlejren på Sjælland.

De vil alle blive sendt retur til Sandholmlejren med en sigtelse for ulovlig indtrægen på privat område.

 

Hør vagtchefen om de unges forsøg på illegal og farlig tur

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland