Dronningen skal overvære NORDJYSKEs 250 års jubilæum

Der kommer fint royalt besøg, når NORDJYSKE Medier fejrer deres 250 års jubilæum.

Når NORDJYSKE Medier den 7. januar fejrer deres 250 års jubilæum i Musikkens Hus, bliver det med overværelse af Hendes Majestæt Dronningen.

Det hele kommer til at foregå i tidsrummet fra klokken 16 til 18, hvor jubilæumsforestillingen byder på musikalske indslag fra Aalborg Symfoniorkester, optræden af skuespillere fra Aalborg Teater og uddrag fra mediehusets arbejde siden 1767. 

- Vi husker vores historie, hvor avisen de første 82 år, før Danmark fik en grundlov, var underlagt censur, og vi husker, at to af mine forgængere som ansvarshavende redaktører i slutningen af 1800-tallet blev afsat på regeringens forlangende, fordi de blev opfattet som for kritiske over for den daværende Højre-regering, siger NORDJYSKE Mediers ansvarshavende chefredaktør, Per Lyngby, om fejringen til nordjyske.dk.

- Vi husker også besættelsestiden med tysk censur, bombesprængning af trykkeriet, og at den daværende ejer og ansvarshavende chefredaktør, Alf Schiøttz-Christensen, blev så truet på livet, at han måtte gå under jorden, slutter Per Lyngby.

Under festlighederne vil Den NORDJYSKE Jubilæumspris på 250.000 kroner blive overrakt til en person, der på forbilledlig vis binder vor fortid, nutid og fremtid sammen. 

 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord