Drop bilen - lån en gratis el-cykel i en måned

I Vodskov og omegn kan de det næste halve år låne en el-cykel i en måned. Det lokale samråd og Aalborg Kommune mener, det vil mindske CO2-udslippet og trængslen på vejene.

Lån en el-cykel helt i gratis i en måned. Sådan lyder et tilbud til beboerne i Vodskov og omegn det næste halvandet år. 

Det lokale samråd, cykelhandleren og Aalborg Kommune vil have flere til at droppe bilen, når de kører på arbejde. I stedet skal de benytte sig af el-cyklen, så CO2-udslippet og trængslen på indfaldsvejene mindskes.

- Der er også et sundhedsperspektiv i det. Selvom der er en motor på, så får man stadig noget motion og noget frisk luft, så man også får det bedre mentalt, siger Zacharias Brix Madsen, Grøn Agent for Aalborg Kommune.

En af dem, der vil benytte sig af tilbuddet er 53-årige Helle Gottlieb, der har i alt 32 kilometer frem og tilbage på arbejdet. 

- Min datter mener, det er noget, pensionister gør, men jeg er ligeglad. Hvis det kan give mig muligheden for at cykle, så er jeg ligeglad, siger hun. 

Sidste år solgte cykelhandleren i Vodskov, Anders Jensen, tæt på 70 el-cykler. Ved at være med i forsøget håber han på 150 i år. Også selv om prisen for en el-cykel hos ham ikke er under de 11-12.000 kroner.   

- I forhold til buskort er det jo ikke et dyrere transportmiddel, siger Anders Jensen. 

Forsøget med gratis el-cykler i Vodskov fortsætter det næste halvandet år. Herefter er planen at brede det ud til andre byer i omegnen af Aalborg.  


Seneste nyt

fra Nordjylland