Dropper dobbeltmandat

Dansk Folkepartis nordjyske folketingsmedlem Kim Christiansen har nu valgt at forlade byrådet i Mariagerfjord Kommune. Både byrådskolleger og borgere har kritiseret ham for at være sygemeldt i byrådet, mens han passede sit arbejde i Folketinget.

Kim Christiansen har været sygemeldt fra sit byrådsarbejde i fire måneder - mens han samtidig har varetaget arbejdet i Folketinget.

På trods af sygemeldingen, har han stadig modtaget vederlag som byrådspolitiker - og det faldt flere for brystet.

Kritikken spidsede til i et indslag her på TV2/Nord fredag aften, hvor blandt andet Melanie Simick, byrådsmedlem for SF, sagde:

- Sådan er det jo ikke på min arbejdsplads. Hvis jeg er syg, så er jeg jo syg - og så skal jeg jo fortælle hvorfor jeg er syg. Jeg kan ikke være syg et sted, og så være frisk det andet sted. Det kan jeg godt undre mig lidt over, at man som politiker har friere rammer.

Kim Christiansen fortæller til TV2/Nord, at sygemeldingen hele tiden har været aftalt med borgmester H.C. Mårup. Han havde behov for at drosle ned i en periode, for at se hvad han kunne holde til.

Han afviser, at udmeldingen af byrådet udelukkende er affødt af kritikken:

- Jeg har gået og tænkt over det her længe, men det er klart at jeg har et ansvar overfor de mange mennesker der har stemt på mig - og det gør da en lille smule ondt. Men jeg har også været nødt til at erkende, at jeg ikke kan begge dele, som tingene er lige nu. 


Seneste nyt

fra Nordjylland