Dropper show med rislamper

Aalborg City dropper planlagt show med rislamper efter lørdagens brand. Der var ellers købt 1000 rislamper.

Når festugen Aalborg i Rødt løber af stablen i slutningen af august, bliver det uden det planlagte show med rislamper. Det fortæller direktør for Aalborg City Forening, Flemming Thingbak. Beslutningen kommer efter lørdagens brand i en etageejendom på Poul Buås Vej i Aalborg, hvor der blev set flyvende rislamper i området.

Flemming Thingbak fortæller, at beslutningen er taget, fordi man ikke ønsker at tage nogle chancer.

Der var ellers indkøbt ikke færre end 1000 rislamper, som skulle sendes op fredag d. 31. august, hvor byens butikker har åbent til klokken 22. Cirka 100 butikker i Aalborg havde meldt sig til arrangementet og hver købt ti rislamper. Nu er alle rislamperne lagt på lager.

En rislampe er lavet af rispapir. De fungerer sådan, at man sætter ild til noget vat eller papir, som varmer luften op i lampen, som så stiger til vejrs.

Man ved endnu ikke med sikkerhed, hvad der forårsagede branden på Poul Buås Vej.


Seneste nyt

fra Nordjylland