DSB forventer juletog til tiden

Foto: Michael Andersen (Arkiv)

Har du pladsbillet til julerejsen, så hold på den. Alt tegner til, at togtrafikken bliver normal i næste uge.

DSB arbejder på højtryk for, at juletrafikken kommer til at glide normalt i næste uge.

- Det lysner for juletrafikken, efter arbejdet blandt DSB's håndværkere er genoptaget. Men der vil nok være nogle få ændringer i juletrafikken også, siger DSB's trafikinformationschef, Tony Bispeskov.

Strejken hos DSB Vedligehold betyder mange aflysninger af togafgangene. Blandt andet har DSB besluttet, at man kan få refunderet pengene for billetter og periodekort, hvis man ikke vil køre med tog i de pågældende dag.

Samtidig er al pladsreservation foreløbig indstillet. Men har du en plads til et "juletog", så hold fast i den. For alt tyder på, at du kan bruge den i dagene op til jul:

- De kunder, der allerede har sikret sig en pladsbillet til eksempelvis 23. december, kan regne med, at deres pladsbillet gælder, siger Tony Bispeskov.

Han siger, at DSB løbende vil komme med meldinger om pladsreservationers gyldighed:

- Vi har annulleret vores pladsreservation midlertidigt. Vi kommer med en melding lige så snart, vi ved præcist, hvordan vi indsætter togene i takt med, de bliver reparerede. Lige nu kan jeg ikke sige præcist, hvornår, siger trafikinformationschefen. Ugen ud vil cirka halvdelen af togene være aflyst.

/ritzau/

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord