DSB vil have togpassagerer tilbage

Når skinnerne er farbare i Nordjylland igen, vil DSB gerne have de rejsende tilbage i toget. Derfor overvejer de flere muligheder.

Det er ikke lutter lagkage at være togpassager i Nordjylland for tiden. Den ødelagte limfjordsbro og de mange sporreparationer har medført længere togture og færre afgange.

Men fra den 19. november skulle samtlige spor i Nordjylland være farbare igen, og derfor overvejer DSB flere muligheder for at få passagerne tilbage i togene.

DSB arbejder blandt andet med kampagnebilletter på sms i weekenden, at pendlere, som har periodekort kan tage en gratis ledsager med i weekenden, morgenkaffe og ekstraordinær rengøring på stationerne.

Tiltagene vil blive kommunikeret via diverse medier, for at give flest mulige kunder mulighed for at benytte sig af initiativerne i deres løbetid. Det oplyser Transportminister Henrik Dam Kristensen.

Folketingsmedlem fra Nordjylland Per Clausen har tidligere foreslået at give alle rejsende gratis transport i en måned.


Seneste nyt

fra Nordjylland