Historisk maleri fra 1800-tallet: Dukkede op bag tapetet under renovering

Det gamle Kompagnihus ved Nytorv i Aalborg er ved at blive bygget om. Midt i byggerodet er der nu dukket et særligt minde frem fra fortiden.

En renovering i midten af Aalborg har åbnet op for et stykke af Aalborgs historie. I nogle gamle dansesale over McDonald's på Nytorv i Aalborg er et maleri dukket frem bag tapetet.

- De var ved at tage tapetet ned, og så opdager vi, at der kommer nogle huse frem. Nu er vi nødt til lige at stoppe og gå forsigtigt frem, forklarer Johnny Tøttrup, byggeleder hos City-Ejendomme i Aalborg, og forsætter: 

- Jeg synes jo, det er smukt. Det er sjældent, man finder så velbevaret et maleri.

En konservator har vurderet, at maleriet formentlig er malet omkring år 1880, men det er endnu kun et skøn. Der skal foretages flere prøver af maleriet for at fastlægge mere præcist, hvornår det er malet, ligesom man skal finde ud af, hvem der står bag penselsstrøgene.

 

Maleriet forestiller Nytorv i 1800-tallet. I midten af maleriet er Kompagnihuset, hvor maleriet er netop er fundet.

City-Ejendomme Aalborg står for renoveringen af bygningerne, og efter fundet vil firmaet nu bevare maleriet og de originale paneler, som også er dukket op under renoveringen.

- Det er spændende, vi vil gerne bevare det fremover. De nye ejere er meget indforståede med, at det her bliver en del af deres lokaler.

- I mange år var det jo meget normalt, at man bare pillede det hele ned, og så de nye Silvanlister op, men vi vil gerne bevare det så originalt som muligt, lyder det fra Hans Andersen, direktør i City-Ejendomme Aalborg.

Det er de nordjyske tøjmagere fra Shaping New Tomorrow, der rykker ind i lokalerne til august, hvor man altså også vil kunne se maleriet. 


Seneste nyt

fra Nordjylland