Dukkert til AaB i første testkamp

Straffespark og en skadet Rasmus Würtz gjorde livet svært for AaB i sommerens første testkamp mod FC Midtjylland.

Det er kun fem dage siden, AaB-spillerne kom tilbage til træningsbanen efter sommerferien. Men lørdag eftermiddag gjaldt det allerede sæsonens første testkamp, og her hed modstanderen FC Midtjylland.

En modstander, der også skulle vise sig at blive en lige rigeligt stor mundfuld for de nordjyske herrer. AaB tabte kampen 0-1 efter scoring på straffespark af FC Midtjyllands Jakob Poulsen i anden halvleg.

Første halvleg var heller noget at råbe hurra for. Flere unge talenter havde fundet vej til startopstillingen, men de blev sammen med resten af holdet presset godt og grundigt ned af hjemmeholdet. Og efter bare 20 minutter måtte AaB-kaptajn Rasmus Würtz udgå med en skade.

Før pausen var Markus Holgersson tæt på at give midtjyderne en oplagt scoringschance, da han gik i ryggen på André Rømer på vej mod mål. Men først i anden halvleg valgte dommeren at dømme straffespark i en lignende situation.

Derfor blev det altså til 1-0 til FC Midtjylland efter 55 minutters spil.

Resten af halvlegen var der muligheder i begge ender, men AaB-spillerne måtte gå slukørede fra banen.


Seneste nyt

fra Nordjylland