Dyrenes Beskyttelse: Lad nu dyreungerne være

Det kostede fredag et rålam livet, at en familie forsøgte at gøre en god gerning og tage det med hjem.

Det kan være rigtig svært bare at gå forbi, hvis man støder på et rålam, et lille pindsvin, et hjortekid eller andre dyreunger, der tilsyneladende er blevet forladt af deres mødre.

Men opfordringen fra Dyrenes Beskyttelse er ikke desto mindre klokkeklar: Lad dyreungerne være. 

- Du skal ikke røre ved det. Du skal ikke blive stående ved det. Det kan typisk være, at mor er lige i nærheden og gerne vil hen til for eksempel sit lam, men hun vil aldrig nærme sig det, når du er det.

Sådan siger Lene Rosengren fra Dyrenes Beskyttelse, efter hun fredag blev kaldt ud til en familie, der havde taget et lille rålam til sig og fodret det med mælk og fløde i tre uger.

- Ring endelig til os

En gerning, der skulle have været god, men som nu ender med at koste lammet livet.

- Vi er fra Dyrenes Beskyttelse slet ikke et øjeblik i tvivl om, at folk de gør det i den bedste, bedste mening. Det er bare misforstået barmhjertighed, for de kan ikke holde til det. Og den her lille fyr døde også af det, siger Lene Rosengren.

Et rålam kan være forladt af sin mor i op mod et døgn, og selv om det kan se hjælpeløst ud, er der ingen grund til bekymring.

- Der kommer ikke ulve, der kommer ikke noget og tager det. Så længe det ligger og holder sig i ro. Det er den besked, det har fået fra sin mor, siger Lene Rosengren.

- Hvis man er overbevist om, at dyret er i nød, skal man endelig, endelig ringe til os i Dyrenes Beskyttelse på 1812. Altid. Vi skal bare have folk til at forstå, at vi skal lade de her rålam ligge. Vi skal lade harekillingerne ligge, vi skal lade sælungerne ligge. De klarer sig, slår hun fast. 

Lad dyreungerne være. Sådan lyder opfordringen fra Dyrenes Beskyttelse, efter et rålam har måttet lade livet, fordi en familie tog det med hjem og fodrede det med fløde og mælk.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland