Dyrere at få passet børn

Det er blevet dyrere at have et børnehavebarn i flere nordjyske kommuner.

I Jammerbugt Kommune er prisen steget fra omkring 16.100 kroner i 2012 til cirka 18.400 i 2013, og dermed koster det over 3000 kroner mere for en plads end hos naboerne i Brønderslev.

Det oplyser P4 Nordjylland, som har foretaget en rundspørge til de nordjyske kommuner for at tjekke prisen på en børnehaveplads.

I Jammerbugt Kommune ser man det ikke som et dårligt tegn, at prisen er stedet.

- Det er, fordi vi har givet flere penge til området, at vi kan øge taksten også, siger Morten Klessen (Soc.Dem.), der er næstformand i Børne- og Familieudvalget i Jammerbugt Kommune.

Jammerbugt Kommune har brugt omkring halvanden million på børnehaveområdet via regeringens bloktilskud, og dermed har kommunen samtidig kunnet hæve forældrebetalingen.