Effektive Frederikshavn på finalekurs

Frederikshavn White Hawks er godt på vej til sensationelt at spille sig i klubbens fjerde DM-finale.

Fredag aften slog nordjyderne SønderjyskE med 5-1 på hjemmebane. Dermed fører Frederikshavn nu med 3-1 i semifinaleserien, og de undertippede frederikshavnere skal nu bare vinde en af de tre sidste kampe i serien for at spille sig i finalen.

Det var igen Frederikshavns langt større effektivitet foran mål, som gjorde udslaget.

SønderjyskE pressede og pressede i både 1. og 2. periode, men lige meget hjalp det favoritterne.

Frederikshavn kom foran med 1-0 i 1. periode, mens Illya Dubkov sad fire minutter i straffeboksen. Målscorer var Mike Grey. Senere i perioden fik Mike Martin øget til 2-0.

SønderjyskE fik lidt heldigt, men fortjent reduceret.

2. periode var et stort pres mod Frederikshavn og Pisars mål, men ind ville puken bare ikke.

Den 3. og sidste periode stod der Frederikshavn på med Matt Davidson som dobbelt målscorer.

Frederikshavn har nu tre matchbolde til at spille sig i finalen efter 5-1 sejren fredag.

De to hold mødes igen søndag aften i Vojens.

Har du et godt tip?