Efter dødsulykke: Sikkerhed på fiskeskibe skal granskes

Nye krav om udstyr og procedurer ved arbejde med nettromler på fiskeskib. Det skal et udvalg under Skibstilsynsrådet forholde sig til, så arbejdsulykker kan forhindres i fremtiden.

En 37-årig fiskers dødsulykke på jobbet ombord på en nordjysk kutter i november 2013 bliver nu taget op af Søfartsstyrelsen. Styrelsen skal sammen med erhvervets parter se på, hvordan sikkerheden ved arbejde med nettromler på fiskeskibe kan styrkes, så arbejdsulykker kan forhindres i fremtiden. Fiskeskibsudvalget under Skibstilsynsrådet skal forholde sig til fastsættelse af nye krav om udstyr og procedurer.  

Det fremgår af et svar fra erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) til Folketingets Beskæftigelsesudvalg.

Efter Fagbladet 3F’s afdækning af dødsulykken og dens efterspil stillede Enhedslistens arbejdsmiljøordfører, Christian Juhl, en række spørgsmål til ministeren om sagen. 

- Det er godt, at der nu bliver strammet op på reglerne. Men jeg synes, at der er sket et svigt i forbindelse med fiskerens dødsulykke, og at Søfartsstyrelsen har lavet en forkert vurdering i sagen, siger Christian Juhl til Fagbladet 3F.

Politiet: Tromlens håndtag havde en del slør

Litauiske Robertas Masiliunas døde om bord på det danske fiskefartøj ’Signet’, mens han og to andre besætningsmedlemmer fiskede rejer i Skagerrak. Dødsulykken skete, da 3F’eren blev fanget i trawlet, mens trawltromlen kørte. Han blev fundet på tromlen, da skibsrederen havde firet cirka 70 meter trawl ud.

Få timer efter dødsulykken foretog Nordjyllands Politi om bord på ‘Signet’ en kortvarig undersøgelse af ulykken. Politiet skrev efterfølgende i en rapport, at der ved spillet ved trawlen ikke var sikkerhedsline eller lignende sikkerhedsudstyr. Der var heller intet nødstop, ligesom tromlens håndtag havde “en del slør”, skrev politiet.

To uger efter arbejdsulykken var Søfartsstyrelsen på kontrolbesøg om bord på ‘Signet’. Her konstaterede styrelsen ingen problemer.

I marts 2014 udsendte Den Maritime Havarikommission sin rapport om søulykken. Havarikommissionen konstaterede, at det var afgørende for ulykken, at en “ukendt tilstand medførte fortsat utilsigtet aktivering af den hydraulisk drevne trawltromle”, og at fiskeren var alene, mens han håndterede trawlet.

Ingen straffesag

Søfartsstyrelsen meldte aldrig dødsulykken til Nordjyllands Politi, som slet ikke har været i kontakt med styrelsen angående ulykken. Ifølge styrelsen var årsagen, at den vurderede, at der ikke var grundlag for en straffesag imod fiskerens arbejdsgiver.

Søfartsstyrelsen har afvist at give Fagbladet 3F aktindsigt i styrelsens vurdering i sagen. Ifølge Søfartsstyrelsen er dens vurdering et “intern arbejdsdokument”.

Der er aldrig blevet rejst en straffesag efter arbejdsulykken, og den afdøde fiskers arbejdsgiver har ikke fået en bøde for brud på arbejdsmiljøregler i loven om sikkerhed til søs.

Både den afdøde fiskers enke og hans fagforening, 3F, mener, at der burde være rejst en straffesag.  

Dømt i civil retssag

7. juni 2016 dømte Retten i Hjørring den afdøde fiskers arbejdsgiver til at betale 971.520 kroner i erstatning til fiskerens enke. Det skyldes, at den afdøde fiskers arbejde ifølge retten ikke var tilrettelagt sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt i forhold til lov om sikkerhed til søs og arbejdsmiljøloven.

“Der findes ikke at kunne bortses fra muligheden for, at ulykken ville være undgået, hvis der havde været afskærmning på betjeningshåndtaget på tromlen, eller hvis der havde været en procedure, hvorefter hydraulikken til tromlespillet blev slået fra, når der kun opholdt sig én person ved tromlerne”, står der i dommen fra Retten i Hjørring.

Søfartsstyrelsen har for nylig gennemgået dommen, og den ændrer ikke styrelsens vurdering af, at der ikke var grundlag for en straffesag.  

At tromlen kørte på ulykkestidspunktet, må ifølge Søfartsstyrelsen tilskrives en “uopklaret fejl”, som skibets ejer og fører ikke kunne bebrejdes.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen konstaterer i sit svar til Folketingets Beskæftigelsesudvalg, at en tilkendt erstatning i et civilretsligt søgsmål ikke er ensbetydende med, at et strafferetsligt ansvar gøres gældende.  

Enhedslistens arbejdsmiljøordfører, Christian Juhl, vil følge op på sagen over for ministeren.

- Jeg vil i kølvandet på ministerens svar bede ham sikre, at der bliver klare instrukser for samarbejdet mellem Søfartsstyrelsen, politiet og Den Maritime Havarikommission ved alvorlige ulykker. Jeg vil desuden presse på for, at der kommer fuld indsigt i baggrunden for Søfartsstyrelsens afgørelser, siger Christian Juhl.


Seneste nyt

fra Nordjylland