Efter Eriks historie: Sundhedsordfører ønsker behandlingstestamente

Foto: Bruno Stagsted

Socialdemokratiets sunhedsordfører ønsker at man får indført et såkaldt behandlingstestamente hvor patienter kan beslutte, at de vil genoplives - uanset hvad.

"Patienten er ikke kandidat til intensiv behandling og skal ikke genoplives i tilfælde af hjertestop."

Sådan lyder det blandt andet i 71-årige Erik Riisagers lægejournal. Han er svært hjerte- og nyresyg og er vurderet døende af lægerne, der nu har besluttet, at hans liv ikke skal reddes, hvis han falder om med et hjertestop. Og det er imod Erik Riisagers eget ønske.

At man ikke vil genoplive mig, er simpelthen en dødsstraf over et levende menneske

Erik Riisager, Løkken

- Jeg er meget uforstående over for det. Jeg ved godt, at mit helbred ikke er, som det skal være, og at det skranter. Men jeg prøver at komme igennem i livet hver dag. I medgang og modgang, siger Erik Riisager.

- At man ikke vil genoplive mig, er simpelthen en dødsstraf over et levende menneske, siger han videre.

Erik Riisagers læger er ifølge Etisk Råd i deres gode ret til at beslutte, at han ikke skal genoplives ved et hjertestop, men det vil folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen, der er partiets sundhedsordfører og medlem af Folketingets Ældre- og Sundhedsudvalg gerne lave om på.

Læs også Erik vil gerne genoplives ved hjertestop - men lægerne siger nej

Han foreslår muligheden for at lave et såkaldt behandlingstestamente. Her skal man kunne angive hvilken behandling man ønsker - og tilkendegive, at man er indforstået med de konsekvenser, der måtte medfølge.

- Det vil give borgerne en tryghed, og jeg mener, at man som menneske selv skal have lov til at bestemme over sit liv, siger Flemming Møller Mortensen.

TV2 Nords Facebook-side har Erik Riisagers historie skabt voldsom debat. Et flertal er, ligesom Erik Riisager selv, uforstående overfor lægernes "dødsdom".

- Det er fuldkommen uhørt, at man ikke vil genoplive en person, der selv ønsker det. Det er mangel på respekt for menneskelivet, og man kan frygte, at der ligger en økonomisk tanke bag. Sygehuset kan spare nogle penge, skriver Christian Roar Pedersen, der er sognepræst i Hals.

Det er fuldkommen uhørt, at man ikke vil genoplive en person, der selv ønsker det. Det er mangel på respekt for menneskelivet

Christian Roar Pedersen, sognepræst - i kommentar på Facebook

- Det kan man sku da ikke nægte! Det er vel mandens eget valg! Og så vidt jeg ved, så betaler vi igennem skatten for at sygehusene netop ikke kan nægte os behandling, skriver Renee Karen Holmsgaard Hansen i en anden kommentar.

- Det burde være en naturlig del at redde liv. Ingen liv er for dårligt til at redde. Manden vil selv og det burde man respektere. Man skal også respektere, at nogen ældre ikke vil genoplives. Men staten og sygehuset skal ikke som udgangspunkt afgøre hvad der er et godt og dårligt liv, skriver Jan Von Hage Pedersen.

Der er dog også brugere, der bakker op om og forstår lægernes vurdering.

- Hvis lægerne vurderer at behandling er udsigtsløs, så er det godt at de siger nej til genoplivning. Man skal ikke genoplive for enhver pris, efter min mening. Håber at Erik er blevet forklaret, hvorfor lægerne har taget dette valg, skriver Anne Mette Vingborg Houe.

Hun bakkes op af Lene Toft Nørgaard, der selv er sygeplejerske.

- Det er da en slem besked, han har fået, men den er lavet på baggrund af hans alvorlige hjerte-nyre sygdomme. Hvis han får hjertestop og genoplives vil han for resten af hans "liv" skulle være koblet til maskiner, der skal holde ham i live. Er det et liv? Man kan ikke altid redde et menneske og man skal bestemt heller ikke altid gøre det. Hans øvrige organer har kæmpet på overtryk for at kompensere for de syge organer. Hele hans krop er slidt op. Men ja, det er svært at acceptere. Specielt når man kun er 71 år.

06:52

Erik Riisager skal ifølge hans lægejournal ikke genoplives, hvis han en dag falder om med hjertestop - det på trods af, at han selv ønsker, at læger og sygeplejesker skal gøre alt for at holde ham i live Foto: Bruno Stagsted

Luk video

 

Forsiden lige nu