Landsretten har talt: Efter fire års ventetid får Nick nu sin erstatning

Fredag afgjorde Vestre Landsret, at Nick Vejle skal have erstatning fra sin tidligere arbejdsgiver efter en arbejdsulykke på Strandby Havn i 2014.

Vestre Landsret har stadfæstet byrettens dom i sagen om den tidligere pumpemand Nick Vejle, der blev hjerneskadet efter en arbejdsulykke på Strandby Havn i 2014.

Her forsøgte Nick at redde to fiskere fra giftige dampe i lastrummet på en kutter. Byretten mente, at Nick Vejles daværende arbejdsgiver var ansvarlig for hans ulykke og skal betale ham erstatning - og dén dom var Vestre Landsret i dag altså enig i - med stemmerne 2 mod 1.

- Jeg er glad for, at det endelig er slut, siger Nick Vejle i dag til TV 2 Nord efter den afsagte kendelse.

Også hos Nick Vejles advokat, er der glæde over dagens afgørelse.

- Jeg er rigtig glad og lettet over, at vi fik stadfæstet dommen. Det betyder meget for Nick. Det har hele tiden været hans hovedtanke, at vi skulle have et ansvar placeret, så det er vigtigt, at vi har fået dommen stadfæstet, siger advokat Marianne Fruensgaard.

- Det betyder meget for Nick, at han har fået oprejsning for, at han ikke har gjort noget forkert. Han burde have fået instruktion, og det er arbejdsgiverens ansvar, uddyber hun til TV2 Nord.

Se dokumentar om Nick

TV2 Nord har i tre programmer fulgt Nick og hans familie i deres fælles fight for at komme videre efter ulykken. Nick har fået tilkendt førtidspension, og det har været en svær erkendelse, at han aldrig kommer til at arbejde igen.

- Det er hårdt. Man føler sig som en taber, men selvfølgelig er jeg ikke det, sagde Nick Vejle i dokumentaren ”Nick og Tanja: Kampen for at holde sammen”, som blev sendt på TV2 Nord 26. december 2018. 

Se alle tre programmer om Nicks kamp efter ulykken herunder.

 
 
 

Seneste nyt

fra Nordjylland