Efter kritik af lægeklinik: - Nu håber vi, det bliver bedre

03:20

Kritikken er haglet ned over lægeklinikken Nordic Medicare i Pandrup, hvor patienterne har oplevet lange ventetider, tider der blev aflyst og stressede læger. I dag var problemerne med klinikken på dagsordenen i Region Nordjylland.

Det private firma, Nordic Medicare, overtog 1. december 2016 driften af klinikken i Pandrup. Siden har der været massiv kritik. Foto: Iben Hedemann

1 af 2

Kritikken er haglet ned over lægeklinikken Nordic Medicare i Pandrup, hvor patienterne har oplevet lange ventetider, tider der blev aflyst og stressede læger. I dag var problemerne med klinikken på dagsordenen i Region Nordjylland.

Tina Madsen er patient ved Nordic Medicare, og kommer jævnligt i lægehuset. Det seneste halve år har været en prøvelse.

- Der har været en virkelig træls stemning. Alle har været stressede, siger hun.

Tina Madsens liste med dårlige oplevelser i Pandrup er lang. En morgen ringede hun 58 gange, før hun kom igennem for at bestille tid, mens hun en anden dag fik hun skæld ud af lægen, fordi hun blandede sig under sin fars konsultation.

Mandag var Nordic Medicare var på dagsordenen hos Region Nordjyllands forretningsudvalg efter opfordring fra Konservatives Per Larsen. Regionen indsatte for en uge siden en medarbejder, der skal observere klinikken, og blandt andet observationerne blev drøftet.

- Alt er foregået, som det skal. Det er jeg jo rigtig glad for at høre, for det viser, at ledelsen har lyttet og taget opgaven mere seriøst, siger Per Larsen.

Efter at regionen i sidste uge gik ind i sagen, var Tina Madsen torsdag ved lægen med sin datter. Her havde hun for første gang i lang tid en positiv oplevelse af besøget.

- Det var optur. Det krydser man fingre for, at det kommer til at holde i fremtiden, siger hun.

Region Nordjylland ved godt, at problemerne ikke bliver løst på få dage.

- Der vil fortsat være en opmærksomhed rettet mod klinikken. Der vil være uanmeldte besøg fra vores side for at se, om forholdene er, som vi ønsker, de skal være, siger regionsrådsformand, Ulla Astman.

På trods af Tina Madsens positive oplevelse har hun svært ved at tro på, at patienterne går lysere tider i møde. 

- Vi må bare håbe, siger hun.

Nordic Medicare: Tilliden kan genvindes

Den sundhedsfaglige direktør ved Nordic Medicare, Niels Riewerts Eriksen, glæder sig over den skærpede opmærksomhed fra regionens side.

Niels Riewerts Eriksen, kan du forstå, hvis det kan være svært at genvinde tilliden efter de problemer, der har været?

- Nej, faktisk ikke. Hvis vi viser, at vi kan levere den kerneydelse, vi hele tiden har ment at kunne levere, så tror jeg godt, at folk kan få tillid til lægehuset. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Der skal positive modoplevelser til – så kommer det tilbage stille og roligt.

Kan du garantere, at problemerne ikke gentager sig?

- Nej, det kan jeg ikke, men jeg kan garantere, at muligheden for, at det sker, er minimal.

 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord