Efter rekordmåned: Aalborg Lufthavn fik skuffende april

På trods af en stigning i udenrigstrafikken blev april måned alligevel dårligere sammenlignet med perioden sidste år.

Marts måned i år var den bedste marts nogensinde for Aalborg Lufthavn. Det kunne april dog ikke leve op til. Et samlet fald i trafikken på 5,3 procent er facit, når de samnenligner med april sidste år. 

Det er især indenrigstrafikken, der har skabt det dårligere resultat. I april 2016 fløj 75.355 passagere på lufthavnens indenrigsflyvninger. Det var der kun 66.722, der gjorde i år - altså et fald på 11,5 procent. Det er, i følge lufthavnsdirektør, Søren Svendsen, påskens skyld. 

- Påskedagene giver anledning for mange til at tage nogle ekstra dage fri og tage på ferie til lidt varmere himmelstrøg. I år var ingen undtagelse, og vi har i løbet af påsken haft rigtig mange feriegæster igennem lufthavnen. Påsken har på den anden side haft en negativ indvirkning på indenrigstallene for april, da de ekstra fridage helt naturligt giver mindre aktivitet i erhvervslivet, udtaler han i en pressemeddelelse. 

Påsken havde dog en positiv effekt på chartertrafikken, der havde 15,6 procent flere passagerer end året før. 12.816 personer fløj mod varmere himmelstrøg. Det var der blot 11.088, der gjorde i april 2016. 

På det tredje trafikområde, udenrigstrafikken, oplevede Aalborg Lufthavn en lille fremgang. Det er første gang siden marts 2016, man oplever en positiv stigning på det område. Udenrigstrafikken havde i april 2016 31.613 passagerer med, hvorimod det tal i år var steget til 32.278. En stigning på 2,1 procent. 

- På trods af en samlet måned med en lille tilbagegang, er det til stor glæde, at udenrigstrafikken igen viser positive tal. Med de manglende passagerer fra Turkish Airlines, vidner fremgangen om, at rejseaktiviteten for blandt andet Oslo og Malaga er stigende – en rejseaktivitet som forventes at stige yderligere i takt med, at vi kommer længere hen i sommersæsonen, slutter lufthavnsdirektør Søren Svendsen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland