Efter retssagen: Solhaven er en skygge af sig selv

Retssagen mod 11 ansatte og lederen af Solhaven har kostet opholdsstedet dyrt. Mere end 270 arbejdspladser er gået tabt og omsætningen i koncernen bag er gået ned med 200 millioner kroner om året.

Søren Virenfeldt har magtesløs måtte se på, at hans livsværk har fået et skud for boven. Selv om han og alle hans ansatte blev pure frikendt for anklagerne om vold mod de anbragte unge på Solhaven, så har han alligevel oplevet sagen som en straf.

- Jeg føler bestemt ikke, at vi har fået retfærdighed. Alt hvad vi har bygget op – og det vi i dag gerne vil bygge videre på er præget af de grundløse anklager imod os. Det er virkelig svært at komme i gang igen, fordi navnet Solhaven og mit navn virkelig er blevet plettet, siger Søren Virenfeldt, grundlægger af Solhaven.

Reelt er Solhaven på banen igen, men problemet er, at der ikke er nogen beboere på opholdsstedet. Kommunerne sender i mindre grad unge på opholdssteder som Solhaven, og den negative omtale spøger stadig på trods af frifindelserne.

- Vi har heldigvis mange gode venner og også mange kommuner, som stadig har tillid til os, så vi er på vej tilbage, men det har været svært, siger Søren Virenfeldt.

Solhaven blev fra starten kendt som opholdsstedet, der tog de unge, som alle andre havde opgivet. Resultaterne talte for sig selv, og roserne væltede ind fra adskillige eksperter og ministre. Men successen skaffede også Solhaven og Søren Virenfeldt uvenner. Han erkender, at hans personlige stil kan havde provokeret det etablerede system.

- Du skal tænke på, at jeg har en uddannelse som murer og alligevel har opnået nogen af de allerbedste resultater i det her land med den helt slemme type unge, som ikke har kunnet få hjælp andre steder, og det falder jo mange for brystet.

- Vi lever i Jantelovens land og der er mange fagpersoner der har travlt med at mene noget om Søren Virenfeldt og Solhaven og det er selvfølgelig et problem, siger Søren Virenfeldt. 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland