Efter skuffende sæson: White Hawks forlænger ikke med træner

Ledelsen i Frederikshavn White Hawks og cheftræner Mario Simioni forlænger ikke samarbejdet til næste sæson.

Kvartfinalerne blev endestationen for ishockey mandskabet fra Frederikshavn White Hawks. I kvartfinaleserien blev det til et klart nederlag på hele 4-0 til lokalrivalerne fra Aalborg Pirates. 

Det er hverken træner Mario Simioni eller klubbens ledelse tilfredse med. De har derfor valgt ikke at forlænge samarbejdet i den kommende sæson. Det oplyser Frederikshavn White Hawks i en pressemeddelelse. 

Af pressemeddelelsen fremgår det at sæsonen overordnet har været en stor skuffelse for klubben og hverken træner eller ledelse har været tilfredse med resultaterne. 

- Specielt de mange nederlag på hjemmebane har ført til store frustrationer hos en stor del af klubbens fans og sponsorer, og det er begge parter naturligvis berørte af. Vi vil fra klubbens side sige mange tak for et professionelt samarbejde med Mario, som altid har været loyal og meget arbejdsom for klubben. Vi har kun de bedste ønsker for Mario i fremtiden, og vi vil uden tvivl kunne drage nytte af hinanden i fremtiden, skriver klubben i pressemeddelelsen. 

Ledelsen i Frederikshavn White Hawks vil nu begynde at kigge efter en cheftræner, der kan overtage tøjlerne i klubben til næste sæson. 

Mario Simioni nåede at være cheftræner i Frederikshavn White Hawks i to sæsoner. 


Seneste nyt

fra Nordjylland