Efter strejke i Frederikshavn: Lærerne er tilbage på skolerne

Foto: Bruno Stagsted

Lærerne på tre skoler i Frederikshavn har i dag genoptaget arbejdet efter de i protest valgte at nedlægge arbejdet fredag.

Det var lærere på skolerne Bangsbostrand, Ravnshøj og Gærum i Skoledistrikt Vest, der fredag valgte at nedlægge arbejdet. Arbejdsnedlæggelsen kom efter, at bestyrelsen i skoledistriktet nægtede at godkende  budgettet for næste skoleår. Det kom frem, at der skal afskediges 13-14 medarbejdere, mens man vil øge antallet af pædagoger med 3-4 nye ansatte.

Mandag er en ny skoleuge begyndt, og formand i Lærerkreds Nord, Lars Busk Hansen, fortæller, at lærerne nu er i arbejde igen, og man arbejder nu på en løsning for lærerne. 

- Sagen er endnu ikke færdig, og der vil blive afholdt møder på de enkelte skoler, hvor de vil diksutere fremtidsudsigterne, siger Lars Busk Hansen, formand i Lærerkreds Nord. 

I fredags meddelte borgmester Birgit S. Hansen i Frederikshavn Kommune, at der er presset på økonomien alle steder: 

- Jeg er ked af at måtte sige, at det ikke kun er skolerne i kommunen, der er hårdt presset på økonomien. Frederikshavn Kommune er jo en fattig kommune, og vi vender hver en krone. Vi har været igennem nogle store besparelser, omstruktureringer og omlægninger, og vi er presset på økonomien, så jeg er ked af at sige, at det er stort set alle vores faggrupper, der arbejder rigtig, rigtig hårdt, siger borgmesteren til TV2 Nord fredag.

Men Lars Busk Hansen håber dog på, at der kan blive skabt et overblik for lærerne over, hvad der skal ske i fremtiden hurtigst muligt.

- Jeg forventer, at vi hurtigt kan få et overblik, så vi kan skabe noget ro hos medarbejderne, siger Lars Busk Hansen, formand i Lærerkreds Nord.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord