Efter uheld fjerner Hobro IK mobilt tribuneafsnit

Efter fredagens Superliga-kamp mod AGF, hvor en tilskuer på DS Arena faldt ned fra et mobilt tribuneafsnit bag det ene mål, har Hobro IK besluttet at nedtage den mobile tribune i løbet af ugen.

I de sidste minutter af første halvleg af fredagens Superliga-kamp mellem Hobro IK og AGF på DS Arena kom en tilskuer til skade under et fald fra en mobiltribune bag det ene mål. Den bundplade som den tilskadekomne stod på, knækkede under den efterfølgende jubel i forbindelse med hjemmeholdets scoring til 3-0, hvorved tilskueren faldt to og en halv meter ned.

Klubbens sikkerhedsfolk og samaritter kom straks til stedet for at skabe sig et overblik over ulykkens omfang, og det blev vurdereret, at det var nødvendigt at tilkalde en ambulance. Efterfølgende blev den tilskadekomne behandlet af ambulanceredderne på stedet og blev bragt til Aalborg Universitetshospital. Den uheldige tilskuer er i løbet af mandagen blevet udskrevet fra hospitalet og er sluppet med knubs og skrammer.

Straks efter episoden i fredags kontaktede Hobro IK udlejeren af tribunen, der er virksomheden Loge ApS i St. Heddinge på Sjælland. Allerede lørdag morgen blev tribuneafsnittet gennemgået af mandskab fra Loge, som stod uforstående overfor, hvordan bundpladen kunne knække. Hobro IK blev tilbudt at få skiftet eller forstærket bundpladerne, men denne løsning blev afvist, da tribuneafsnittet blot skal benyttes til én hjemmekamp mere.

- Vi opsatte oprindeligt den mobile tribune med henblik på at have tilstrækkelig kapacitet i efteråret. Vi har to hjemmekampe tilbage, hvoraf den ene er mod FC Nordsjælland, hvor vi ikke forventer mange tilskuere, mens den nye Jutlander Bank-tribune vil være færdig til årets sidste hjemmekamp mod Randers FC den 5. december. Derfor har vi besluttet at fjerne den mobile tribune nogle uger før tid, forklarer sikkerhedschef Søren Christensen fra Hobro IK.

Hobro IK understreger, at nedtagning af tribunen vil blive foretaget som følge af, at den kun skulle benyttes en kamp mere.

- Vi har oprindeligt sammen med leverandøren indhentet bygningstilladelse fra Mariagerfjord Kommune og samtidig fået ibrugtagningstilladelse efter besøg fra det lokale beredskab. Herudover har vi løbende efter hver hjemmekamp gået samtlige bundplader igennem. Der har ikke været noget at pege fingre af, men vi ønsker ikke at gå på kompromis med sikkerheden. Vores tilskuere skal trygt kunne gå til fodbold på DS Arena, understreger sikkerhedschefen.


Seneste nyt

fra Nordjylland