Efterladte til dræbt fører sag mod politiet

Retten i Aalborg indleder i dag en retssag mod Nordjyllands Politi. Her stævner familien til en dræbt mand politiet med et erstatningskrav på 500.000 kroner.

I dag begynder en retssag mod Nordjyllands Politi i Retten i Aalborg. Her kræver en far og søster erstatning for et drab i Aalborg 13. november 2009.

Den 34-årige Bo Houe Jørgensen mistede livet, da politiet rykkede ud til hans hjem på Bynkevej i Aalborg for at hjælpe med en tvangsindlæggelse. Det var en læge, der havde tilkaldt politiet for at hjælpe med indlæggelsen.

Den syge mand truede med bue og pil og med en stor kniv. Den ene betjent blev stukket under episoden. Herefter affyrede to betjente deres tjenestepistoler, og den 34-årige døde senere af sine kvæstelser på sygehuset.

Derfor kræver Bo Houe Jørgensens far og søster nu en erstatning på 500.000 kroner. De mener, at hele situationen kunne være løst anderledes af politiet.

Statsadvokaten Kirsten Dyrman har tidligere slået fast, at de ikke ser nogen grund til at kritisere betjentene efter drabet på den psykisk syge mand, der var bevæbnet.


Seneste nyt

fra Nordjylland