EFTERLYSNING: Anden Houdini søger nyt hjem

TV2/Nord har reddet den eneste overlevende and efter juleslagtningen. Nu skal den have et nyt hjem.

Da de 250 økologiske ænder på Lille Østergaard uden for Brønderslev skulle slagtes op til Mortens Aften havde anden Houdini, som TV2/Nord har døbt den, gemt sig.

Og selvom Houdini dermed i første omgang undgik den grumme skæbne at ende på middagsbordet, var det stadig fremtidsudsigterne. Houdini skulle møde sin skaber sammen med gæssene. Altså lige indtil TV2/Nord købte hende tirsdag eftermiddag.

Her på stationen synes vi, det vil være synd hvis Houdini skal miste livet efter at have snydt døden på snu vis. Problemet er bare, at vi ikke har plads til hende.

Derfor efterlyser vi nordjyder, der vil have Houdini til at bo og leve hos sig. Et godt hjem for en and lidt ud over det sædvanlige, der ikke nu og ikke senere skal ende som julemiddag, men måske i stedet sidde med ved bordet til et vegetarisk måltid.

Kan du tilbyde Houdini dette? Skriv en kommentar til opslaget med Houdini på TV2/Nords Facebook-side om hvorfor netop du skal have æren af at få en tidlig julegave.

Flere nyheder fra TV2 Nord