Efterskole efter brand: Vi vil gerne genopbygge hallen

Ranum Efterskole står lige nu og mangler sin hal, efter den i nat brændte. Og skolen må tænke alternativt og midlertidig indstille nogle af sine aktiviteter.

- Det er for varmt, og det er endnu ikke sikkert endnu at gå derind, fortæller viceforstander, Joakim Philipsen, Ranum Efterskole.

Skolen har således endnu ikke overblik over, hvor slemt det står til med den bygning, der søndag aften brød i brand. Bygningen er den tidligere Vesthimmerland Svømmehal, som Ranum Efterskole overtog for godt og vel ti år siden.  I dag fungerer stedet dog ikke som svømmehal, men derimod som mange kvadratmetre for de unge efterskoleelever, når de for eksempel skal stå på skateboard under tag.

- Vi vil rigtig gerne bygge det op igen, men vi ved ikke, om det kan lade sig gøre, det får vi først klarhed over i løbet af ugen, siger Joakim Philipsen.

Umiddelbart er vurderingen, at bygningen har taget en del skade, ikke mindst fordi ilden har fået fat i tagkonstruktionen. 

Nordjyllands Politi har endnu ikke overblik, hvor store skaderne som følge af branden er, ligesom man heller ikke ved, hvorfor der er opstået brand.

Brandfolk har hele natten efterslukket på stedet, og her i løbet af i dag skal Nordjyllands Politi så forsøge at finde ud af, hvad der er sket og hvorfor. Det sker, når der sendes brandteknikere til stedet.

- Der er store skader på bygningen, men vi håber, at vi kan få den genopbygget, siger viceforstander, Joakim Philipsen, Ranum Efterskole.


Seneste nyt

fra Nordjylland