Efterslæb på halv milliard

Forbrugerne i Hjørring Kommune kan se frem til en prisstigning på vand på op imod 13.5 procent, når Hjørring Vandselskab skal have dækket et kæmpe investeringsefterslæb.

Ifølge nordjyske.dk så kan vandforbrugerne forvente prisstigninger på mellem 5.6 og 13.5 procent. Hjørring Vandselskab har et investeringsefterslæb på 444 millioner kroner til fornyelse af kloakker og vandforsyning.

- Vi står over for store udfordringer i 2011 og de kommende år, hvor der skal ske store investeringer. Både i forhold til spildevand med renovering af kloakker, og nye vandledninger, oplyser direktør Jon Lemming, Hjørring Vandselskab til avisen.

- Vandforsyning og vandafledning er forbrugerbetalt. Derfor er vi nødt til at sætte taksterne op for at kunne finansiere de store investeringer, vi skal ud i. I gennemsnit investerer vi 100 millioner kroner om året, så vi om ti år har indhentet efterslæbet, forklarer han.

Med stigningerne kommer vandpriserne i Hjørring Kommune dog stadig ikke så højt op som i nabokommunerne Frederiskhavn og Brønderslev.


Seneste nyt

fra Nordjylland