Eftersøgning af paraglider indstilles - igen

02:17

Foto: Privatfoto/Nordjyllands Politi

1 af 2

Politiets søgen efter en tysk paraglider, der har været forsvundet siden søndag er igen endt uden resultat.

Nordjyllands Politi og Marinestaben har onsdag klokken 14.30 igen indstillet eftersøgningen af den 52-årige tyske mand, der siden søndag har været savnet.

- Og vi kommer ikke til at genoptage den med mindre der kommer nye spor eller henvendelser i sagen, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Badsberg.

Manden fløj fra Lønstrup med motoriseret paraglider søndag aften og er ikke set siden.

I første omgang ledte man med helikopter over havet ud for Lønstrup, men man indstillede allerede mandag eftermiddag eftersøgningen, da man vurderede, at det ikke længere var muligt at finde manden i live i det kolde vand.

Eftersøgningen blev imidlertid genoptaget onsdag efter at en sommerhusejer tirsdag kontaktede politiet og fortalte at han søndag havde hørt hvad han troede var et let fly over sit sommerhus - en lyd der dog også kunne være fra den 52-åriges motoriserede paraglider.

En helikopter og patruljer på jorden ledte derfor efter manden - dog uden held.

- Vi har afsøgt et meget stort område, og der er ikke meget håb om at finde ham i live, siger Poul Badsberg.

- Den er jo ikke lille, sådan en paraglider, så hvis han er gået ned over land, tror jeg vi eller andre havde fundet ham.

Den 52-årige havde brændstof til omkring tre timers flyvning. Det betyder at han, hvis han har fløjet med den højeste hastighed muligt hele tiden, kan være landet eller styrtet ned inden for en radius af op mod 200 kilometer fra Lønstrup.

Flere nyheder fra TV2 Nord