Egelund: De andre partier søger for mange kompromiser

Væk med retsforbeholdet, forsvarsforbeholdet og færre kompromiser. Christina Egelund vil have EU på dagsordenen i sit nye parti.

Det europæiske samarbejde har aldrig været vigtigere end lige nu, mener stifterne af det nye parti Fremad, Simon Emil Ammitzbøll-Bille og den nordjyske Christina Egelund, der vil gøre EU til deres hovedfokus.

- EU er truet på flere kanter - både indefra og udefra. Det er særligt relevant nu, hvor vi har uro i Europa med en politisk leder i Ungarn, der ikke respekterer menneskerettighederne, det europæiske samarbejde er presset af Brexit, det er presset af Putin, det er presset af Trump. Og i den situation mener vi, at der er behov for et mere tydeligt europæiske engagement, siger Christina Egelund om et af partiets fem mærkesager.

 

Og det skal være slut med kompromiser, der ikke virker, mener hun. 

- I Liberal Alliance indgik vi forskellige kompromiser med andre partier i sidste valgperiode, og det skal man kunne. Men det, der kom bag på mig, var, at liberale partier - både LA og Venstre – kunne blive i tvivl med sig selv, om man skulle indføre burkaforbud, tvungne håndtryk ved ceremonier og så videre. Det er eksempler på lovgivning, der griber ind i friheden, men som i virkeligheden ikke løser nogle problemer. Der mener vi, at der er behov for et parti, som entydigt siger, at den slags lovgivning går vi ikke ind for.

Ifølge Egelund brød hun og Ammitzbøll-Bille i sidste ende med Liberal Alliance, fordi de ikke fandt lydhørhed for en mere fair udlændingepolitik.

Hun mener heller ikke, at deres fælles holdninger passer ind i andre partier.

- Nej, de andre borgerlige partier er martret af en splittelse over de værdipolitiske spørgsmål, og så ender de tit med at stå på en kompromisholdning. Det har vi set masser af gange. De ideer, vi har, har vi jo forsøgt at få genhør for i Liberal Alliance. Det var der så enighed om i partiet, at det ikke var den vej, vi skulle gå, og det er jo fair nok. Og så meldte vi os ud og besluttede os for at stifte vores eget parti.

Egelund: Ikke et problem med Simon Emils tre partiskift

Hun frygter ikke, at vælgerne ikke tager dem seriøst, selvom Simon Emil Ammitzbøll-Bille nu er med i sit fjerde parti.

- De holdninger, han havde, da han forlod De Radikale i sin tid, er også dem, han havde, da han gik ind i Liberal Alliance, og det er også dem, han har i dag. Levebrødspolitikere var jo blevet i sine faste og trygge rammer. Det, der driver mig, er engagementet i at forandre verden. Derfor gør vi det her – også selvom det er bøvlet og helt sikkert bliver benhårdt arbejde.

Forude venter i første omgang arbejdet med at skaffe de 20.000 underskrifter, der skal til, for at partiet bliver opstillingsberrettiget til Folketinget. Hun tvivler ikke på, at der er vælgere til det nye parti.

- Siden vores udmeldelser er det væltet ind med opfordringer fra folk, der har stemt konservativt, på de radikale, LA og Venstre. De fortæller, at de har savnet et værdiliberalt midterparti, som vil have en borgerlig statsminister. De har følt sig som partipolitiske hjemløse. Deres henvendelser har bestyrket os i troen på, at der er mange danskere derude, som mener det samme som os.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland