Egholmboere frustrerede over færge

Den nye Egholm-færge er for ustabil, mener flere af øens beboere, som flere gange de seneste uger har været fanget på øen, efter at færgedriften er blevet indstillet.

Den nye Egholm-færge, Egholm II, har været genstand for megetomtale. Efter et langt tilløb blev den endelig indsat i slutningen af november, men vinterdriften for færgen er noget ustabil.

Færgen er mere fladbundet end den gamle Egholm-færge, hvilket gør den mere følsom over for vind og strøm. Samtidig er færgens skruer blevet afkortet efter en grundstødning. Det betyder, at man ikke kan udnytte den fulde motorkraft og dermed kan få problemer med at styre færgen sikkert i hårdt vejr med meget blæst.

Det har betydet flere aflysninger, men til at starte med kunne den gamle færge fungere som nødfærge. Den er imidlertid kommet på værft, så nu er ruten til øen lukket, når vejret er for dårligt.

- Det er meget frustrerende. Jeg må aflyse kundebesøg. Samtidig har min kone en frisørsalon på fastlandet, og hun har også måttet aflyse en del kunder, siger tømrermester Lars Skall Sørensen.

De seneste to dage, færgen har været aflyst, har han og konen i alt mistet en indtægt på 15.000 kroner.

Fra afdelingsleder Henrik Jess Jensen ved Aalborg Kommunes by- og landskabforvaltning lyder det, at man beklager de problemer, der er med den nye Egholm-færge.

Det er planen, at den gamle færge skal være i dok et par uger endnu. Derefter kan den sættes i drift, mens manglerne på Egholm II udbedres. Det arbejde ventes at vare ganske få arbejdsdage.


Seneste nyt

fra Nordjylland