EH Aalborg henter Morten Holmen som ny cheftræner

Foto: TV2/Nord

Håndboldklubben EH Aalborg har tirsdag indgået aftale med ny cheftræner, Morten Holmen, frem til 2019.

Det er en erfaren herre, der nu sætter sig i cheftrænerstolen hos EH Håndbold. Morten Holmen kommer fra et trænerjob i Norge, hvor han de seneste godt syv år har været træner for Halden HK. Den klub fik han spillet frem fra 2. division til eliteserien og en norsk cupfinale i 2014. Og det er forhåbentlig noget lignende, Morten Holmen kommer til EH Håndbold for at udrette nu.

Klubben, der er et samarbejde mellem Visse IF, Dronninglund IF og Aabybro HK, har netop indgået en aftale for de næste to og et halvt år med den 44-årige træner.

Morten Holmen skal træne EH Aalborgs førstehold i kvindernes 1. division og indgå i samarbejdet om talentudviklingen på klubbens ungdomshold.

- Jeg glæder mig til at vende hjem til Nordjylland og jeg ser frem til at starte mit arbejde i EH Aalborg. Jeg ser frem til at møde spillerne og sammen med dem få lavet en god køreplan for, hvordan vi kan få skabt en god kultur, hvor man kan få de bedste betingelser for at udvikle sig til at blive en god håndboldspiller – for derigennem at skabe nogle gode resultater, som på sigt kan få EH Aalborg tilbage på det store håndboldlandkort, siger Morten Holmen.

EH Aalborg er sikker på, at Morten sammen med den øvrige trænerstab, kan styre holdet sikkert igennem 1. division i år og på sigt opfylde målsætningen om at spille i kvindernes bedste række - dameligaen. 

Har du et godt tip?