Dusør giver bagslag: Ejer af dyrepark udsat for afpresning

Formanden for den private forening Hadsund Dyrehave Bent Rytter er blevet udsat for afpresning, efter han udstedte en dusør på informationer, der kan føre til opklaringen af havens stjålne dyr fra haven. Foto: Bruno Stagsted

Siden Hadsund Dyrepark i søndags udloddede en dusør på 10.000 kroner, har syv personer henvendt sig med falske informationer. Dyreparkens formand har nu anmeldt afpresningen til politiet.

Hele meningen med dusøren på 10.000 kroner var at finde frem til reelle oplysninger, der kan lede politiet på sporet af, hvem der inden for den seneste uge skød og efterfølgende stjal en række dyr fra Hadsund Dyrepark.

Men nu har ejeren af dyreparken fået noget helt andet: Seks-syv falske henvendelser, hvor personen i den anden ende af røret lader som om, han har informationer, der bør udløse dusøren.

Den ene fik mig til at tænke på John Mogensen og 'Sidder på et værtshus' (sang om druk af dansk sanger, red.). En anden var kriminel - det sagde han selv.

Bent Rytter, formand, Hadsund Dyrepark

- Folk har ringet fra hele landet og sagt, at de ved, dyrene er i både Nordsjælland, på Sydfyn og på Viborg-egnen. Jeg skal så give dem 10.000 kroner i dusør som tak. Men de vil bare have pengene - sporene er rent fup, siger formanden for den private forening, Bent Rytter.

Ifølge formanden er det tydeligt, at 'tipperne' bestemt ikke har rent mel i posen.

- Den ene fik mig til at tænke på John Mogensen og 'Sidder på et værtshus' (sang om druk af dansk sanger, red.). En anden var kriminel - det sagde han selv, fortæller en ærgerlig Bent Rytter.

Læs også Gæster forargede over muligt krybskytteri i Hadsund Dyrehave

- Det er mærkeligt, at man ringer om lyver på den måde. Det ligger så langt fra min tankegang, men man skal åbenbart ikke lade sig forbavse, siger han.

Bent Rytter anmeldte i søndags tyverierne af dyrene til Nordjyllands Politi. Nu har han også anmeldt de mange falske opkald, som han selv betegner som 'forsøg på afpresning'.

Han har dog også modtaget et par opkald, der kan vise sig at hjælpe med opklaringen. Dem vil han nu kigge nærmere på. For det er vigtigt at genoprette trygheden, fortæller han.

- Det, der er sket, er sket. Nu skal vi se fremad, og for at vi kan eksistere som dyrehave, er vi nødt til at have tryghed for dyrene. Lige nu mangler vi hundrede gram tryghed, siger formanden.

Trods de mange falske henvendelser, fastholder Hadsund Dyrehave dusøren på 10.000 kroner.

Det var det her syn, der søndag mødte Bent Rytter i dyrehaven. Friske spor efter det, han mener, er et gevir, der er blevet slæbt afsted på stien. Foto: Bent Rytter

 

Forsiden lige nu