Ejersbos Afrika-trilogi filmatiseres

Jakob Ejersbos Nordkraft er blevet til både film og teater, nu kommer turen til hans Afrika-trilogi. Foto: TV2/NORD (Arkiv)

Ole Christian Madsen filmatiserede Nordkraft og satser nu på film over Jakob Ejersbos afrikanske romaner.

Instruktøren Ole Christian Madsen, der var en nær ven af Jakob Ejersbo, skal filmatisere den afdøde, prisbelønnede forfatters Afrika-trilogi.

- Jeg har rettighederne, men det er endnu uvist, hvornår filmen bliver til noget. Vi taler om et omfattende projekt, som der skal mange ressourcer til at løfte, siger instruktøren til Ritzau.

Ole Christian Madsen filmatiserede også Jakob Ejersbos gennembrudsroman "Nordkraft", der indbragte forfatteren De Gyldne Laurbær i 2003. Instruktøren var medlæser på bøgerne "Eksil", "Revolution" og "Liberty", der udgør Afrika-trilogien.

- Vi aftalte allerede dengang, at jeg skulle lave filmen. Når vi når så vidt, er det nok Liberty, som bliver

omdrejningspunktet, suppleret med stof fra de to andre bøger, tilføjer han.

I slutningen af året udkommer bøgerne på engelsk.

- Jeg håber, at det bliver den platform, som kan skabe interesse for medfinansiering rundt om i verden, siger Ole Christian Madsen.

De tre bøger blev færdigredigeret efter Ejersbos død i sommeren 2008 og udkom i løbet af 2009. De danske udgaver står i reolen på børnehjemmet Usa River Children Centre i Tanzania, som Jakob Ejersbo testamenterede en del af sin arv til.

/ritzau/

   

Flere nyheder fra TV2 Nord