Eks-Danmarksmester vender tilbage til rally-DM

Foto: Protech Sport

Morten Karl bryder fire års rallycølibat og er tilbage i Danmarks hårdste mesterskab

Når den danske rallyelite samles i Bjerringbro til årets Expopartner Arminox Rally den 16.-17. september, er det et stærkt felt, der skal kæmpe om point til årets Mekonomen Rally Championship - det danske mesterskab i rally. Men i forhold til årets hidtil kørte afdelinger, er feltet lige en tand stærkere. En tidligere Danmarksmester vender nemlig tilbage!

Det er Morten Karl, Svenstrup, der bryder nærmest fire års rallycølibat og atter sidder bag rattet af en rallybil på dansk grund.

"Jeg glæder mig til at komme ud at køre og være med. På nær to DM-løb er det fire år siden, at jeg sidst har kørt i en racerbil," siger nordjyden, der i 2007 vandt Danmarksmesterskabet sammen med Niels Jørgen Iversen, Løgstrup. Siden da er det bl.a. blevet til testarbejde hos Volkswagen Motorsport og så en masse timer brugt på sit Meko Partner-værksted. Noget af den tid er blevet brugt på at opbygge den BMW M3 Compact, han starter med i Tunet National.

"Jeg synes, at det kunne være sjovt at komme ud at køre en bil med baghjulstræk igen. Jeg har jo før haft en BMW, og den pågældende model var meget interessant," siger Morten Karl. "Det er en bil, jeg har konstrueret på egen hånd. Alt er håndlavet og er lavet ud fra erfaringer fra mit racerliv, og hvad jeg tror, kan fungere."

Morten Karl kaster sig direkte ind i kampen i Tunet National-klassen, hvor Benny Pedersen, Gørding, fører mesterskabet efter sejre i tre af årets fire afdelinger. Det gør han foran Rasmus Sørensen, Ølstykke, der vandt klassen ved Rally Sønderborg.

"Der kommer ekstra konkurrence med Morten Karl i feltet," slår nordsjællænderen fast. "Han kan faktisk godt gå ind og blande sig. Måske endda lidt for meget, men sådan er det. Vi må bare køre fra ham, og det gør det blot sjovere."

Selv er Morten Karl meget forsigtig, når man spørger til hans forventninger inden Expopartner Arminox Rally.

"Jeg har ikke nogen forventninger," siger han. "Min plan til det første løb er blot at komme ud at køre, og så må vi se, hvordan det går. Jeg har ikke nogen ambitioner om, at jeg skal slå den og den. Det må tiden vise, hvad det kan række til."

Morten Karl er dog ikke den eneste Svenstrup, der starter i det kommende Expopartner Arminox Rally. Max Christensen er atter at finde i feltet, hvor han sammen med Ole R. Frederiksen, Skibby, starter i sin velkendte Subaru Impreza, der dog fremstå i en anden dekoration denne her gang.

"Jeg håber, at vi kan blande os i toppen," siger Subaru-køreren. "Vi plejer da at være med i top 3, så hvorfor skulle vi ikke også kunne være det denne her gang? Nu kommer vi hen på efteråret, og det bliver mere fedtet føre, og det ligger bedre til gruppe N-biler, fordi vi har mere moment med vores turbomotorer. Men det er jo vejrguderne, som bestemmer det."

Har du et godt tip?