Socialpsykiatriens lokale på Poppelvej i Aalborg er fuld af dramatiske og voldsomme historier. De lyder mareridtsagtige, men de er fra det rigtige liv. Personerne rundt om bordet har oplevet dem. Nu fortæller de om dem til skuespiller og instruktør Martin Ringsmose, så han kan danne sig et første indtryk af forsamlingen. Der skal nemlig komme teater ud af historierne.

Malene Høy fortæller, at hun har posttraumatisk stress efter en hospitalsindlæggelse, der går mere end 20 år tilbage. Hun var indlagt for sin kroniske rygmarvsbrok. Hun var midt i tyverne og skulle have lagt et drop i halsen.

- Og det foregik ved, at der var en, der holdt mit hoved. Og så var der en, der nærmest sad overskrævs på mig og holdt mine arme, mens der var en anden, der stak mig femten gange i halsen for at finde den der blodåre, de ville lægge det der drop i...

Malene trækker vejret dybt og fortsætter.

- Det var en barsk oplevelse, som gjorde, at jeg efterfølgende lå i hospitalssengen og bare skreg og skreg og skreg og skreg, jeg tror i fire, fem dage.

Der bliver stille om bordet, mens historien synker ind.

Malene forsøgte senere selvmord. Nu har hun lovet sig selv, at så langt kommer hun aldrig ud igen.

- Jeg havde mistet mig selv, og jeg er i en proces, hvor jeg er ved at genopdage mig selv. Og jeg tror, at det her teater kan få min PTSD til at trække sig i baggrunden. Jeg ønsker ikke, at min PTSD skal fylde hele mit liv, uddyber hun.

Teater kan hjælpe med at håndtere sygdommene

Det er et eksperiment, Aalborg Kommune har kastet sig ud i. Kan det at spille teater mon hjælpe de psykisk sårbare, der er tilknyttet socialpsykiatrien. Hjælpe dem til groft sagt at leve med og håndtere sygdommene og sårbarhederne.

Martin Ringsmose er ikke i tvivl. Han sidder med et A4 ark med den glade og den sure eller fortvivlede maske, som man forbinder med teater.

- Teater er jo masken. Hvis man kan flytte sin angst og sit ubehag og sit mareridt ud i noget, som ligger udenfor sig selv, så er der en chance for, at det er til at håndtere. Måske ikke hele tiden, men dog i øjeblikket, siger han.

Daniel Olsen er skizofren og har svært ved at tage hul på sin historie, fordi han ikke har lyst til at genopleve mareridtet, som han siger. Martin forklarer om masken, man kan tage på, og ordene kommer tøvende - men alligevel uden omsvøb. De fortæller om bæltefikseringer og beroligende sprøjter.

- Når der så er nogen, der holder en fast, og så der er en, der jager sprøjten ind i røven på en... det er da ikke særlig behageligt, siger Daniel og understreger sin pointe med en armbevægelse.

Skal blive til færdigt teaterstykke

Martin Ringsmose lytter færdig og slår fast:

- Når du så begynder at fortælle, så bliver det helt klar. Der er ikke noget pis omkring det. Det vil sige, at det, du har at fortælle, bliver vældig, vældig stærkt. Altså, vi behøver ikke alt muligt slør og hatte og heste, der rider ind over scenen... hvad ved jeg.

Daniel mener, at det nok også ville være underligt, og et forløsende grin breder sig.

- Det ligger lige til højrebenet, at man skal spille en eller anden skør mand, der bliver lagt i bælte, smågriner Daniel.

Martin Ringsmose mener, at historierne er "lige til at putte på scenen", men hvad det ender med ud over en eller anden forestilling på Aalborg Teater engang til januar er endnu for tidligt at sige noget som helst om. En fællesnævner, måske et overordnet tema, har han sporet sig frem til: Det at miste sig selv.